FØRSTEGRØDENS DAG

FØRSTEGRØDENS DAG

Jeg vil indlede med 2 skriftsteder:

4. mos. 28,26. På førstegrødens dag, når I bringer Herren et offer af den nye afgrøde under jeres ugefest, skal I holde hellig festforsamling; da må I ikke udføre noget arbejde.


1. Kor, 15,20-23: Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til.n.




Dette viser flere ting:


Gud er historiens herre. Han kan få tingene til at ske lige på den dag Han har planlagt (jeg tænker her på den dag, som i jødedommen kaldes førstegrødens dag1), 


Gud har lagt det til rette, således at dem, der vil acceptere at den nye pagt er den naturlige konsekvens/opfyldelsen af den gamle pagt, klart kan se ”den røde tråd” der sammenknytter de 2 pagter.

Desværre opstod der kort efter at apostlene var borte det, der blev begyndelsen til det vi i dag kalder den katolske kirke. Personligt ser jeg  den, som det Paulus advarede imod i følgende 2 skriftsteder:



  • 1. Tim 4,1-3:  Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed.  De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden.


  • Ap. Ger. 20, 29-31: Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig.   Derfor skal I være på vagt. Og husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under tårer.


Brændemærkning er noget man bruger for at dokumentere ejerskab, og når de er brændemærkede i deres samvittighed, så er det fordi deres samvittighed tilhører Satan.

Den katolske kirke har fra dag ét arbejdet på at amputere kirken fra sine jødiske rødder, og reformatorerne skilte sig desværre ikke ret meget ud fra den katolske kirke på dette punkt, så den dag i dag kører lutherske og reformerte kirker på mange punkter videre i samme spor som den katolske kirke.

  Med jødiske rødder tænker jeg på rødder i den gammeltestamentlige jødedom, som var grundlagt af Gud selv. Naturligvis tænker jeg ikke på den falske talmudiske jødedom, som opstod i kølvandet på templets fald, og selvfølgelig heller ikke de mange vanvittige afarter af jødedom, der er opstået igennem årene.

Ved at afskære forbindelsen til rødderne i jødedommen er det lykkedes at lave noget, som vi måske kan kalde et træ uden rødder, eller i hvert fald med et meget svagt rodnet, og vi ved jo alle hvor vigtigt et godt rodnet er for et træ i tilfælde af storm.

    En af måderne hvorpå den katolske kirke amputerede forbindelsen til jødedommen var ved at flytte fejringen af Jesu død og opstandelse, så den kom til at falde sammen med fejringen af ”himmeldronningen” (den babylonske gudinde ishtar). De jesustroende jøder forlod kirken i protest ved den lejlighed.

Det er ikke svært at se hvordan Ishtar over tid blev til oster på tysk og easter på engelsk.

   Bemærkelsesværdigt er det så

at katolikkerne i dag kalder Jomfru Maria for himmeldronningen2

En anden måde var ved at kalde førstegrødens dag, hvor Jesus, som er førstegrøden af de hensovede, opstod fra de døde for påskedag. Derved skjulte man det at vejen til Guds rige er ved åndeligt at gennemgå det samme, som Jesus gennemgik legemligt (død, begravelse og opstandelse), og derved mistede man en ret forståelse af dåben (allernederst i artiklen (lige efter fodnoterne) har jeg skrevet noget om ret forståelse af dåben). 

Og man indførte så 7 sakramenter, som de forstår, som nådemidler.

Den katolske forståelse af nåde er at Jesus ved sit offer skaffede nåden til veje, og at den nåde uddeles  i portioner via nådemidlerne, så religiøse ritualer derved er blevet en vej til frelse, 

og dette videreførte reformatorerne desværre i en lidt 

”udvandet" form, så mange stadig sætter deres lid til den slags (sakramenter).  

Da den katolske kirke flyttede påsken forlod alle (eller i hvert fald de fleste) jødekristne kirken i protest.


  1. Jesus stod op fra de døde tidlig om morgenen på førstegrødens dag

  2. se her hvordan Bibelen omtaler himmeldronningen i Jer. 7,16-20: Du må ikke gå i forbøn for dette folk. Du må ikke holde klage og bøn for dem eller trænge ind på mig, for jeg vil ikke høre dig. Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig. Men er det mig, de krænker? siger Herren. Nej, det er sig selv, og de skal komme til at rødme af skam.Derfor siger Gud Herren: Min vrede og harme skal vælde frem mod dette sted, mod mennesker og dyr, mod markens træer og jordens frugt; den skal brænde og ikke slukkes.

     hvad gør man i den katolske kirke?: Man tilbeder kager (oblater), udgyder drikofre (altervin) og tænder ild (stearinlys). Gud sagde til Jeramias: "Du må ikke gå i forbøn for dette folk. Du må ikke holde klage og bøn for dem eller trænge ind på mig, for jeg vil ikke høre dig. Kan du ikke se, hvad de gør"

      Er vi mon kommet til et punkt, hvor det ikke længere nytter at bede for kirken?

    Ishtar har været kendt under mange navne, Simiramis er navnet hun gik under, som krigeren Nimrods kone. Fortællingen går på at Nimrod, som var hersker i Babylon blev dræbt under en bjørnejagt, 



og Simiramis sørgede over ham i 40 dage, i hvilken periode hun på mystisk vis ved en solstråle (i Babylon tilbad man solen) blev gjort gravid med det resultat at hun fødte ham (Nimrod), så han på den måde kom til live igen. Altså en forfalskning af Jesu genopstandelse.

Det blev til ”moder-søn religionen”, som vi også finder i Ægypten i form af frugtbarhedsgudinden ISIS og senere i den katolske kirke,

i form af jomfru Maria, der tilbedes som himmeldronningen og 

Guds moder.

Hele vejen igennem finder vi statuer og billeder af en kvinde med et lille barn i sine arme.

Her nøjes jeg med at vise  et billede af den katolske udgave.

..

Hvad er så den rette forståelse af dåb?

Gud bruger hele vejen igennem sit ord en undervisningsmetode, som på hebræisk kaldes Midrash, som helt enkelt betyder at Gud underviser om, hvad der sker i det åndelige på den måde at Han demonstrerer det i ”parallelle” handlinger/begivenheder i den fysiske verden. Han bruger for eksempel billedet at blive født igen, som et billede på skabelsen af en retfærdig ånd i det menneske, der bliver født på ny ved troen på at Jesus er Messias (Kristus).

Det samme gælder omkring det med at Jesus er førstegrøden af alle de hensovede:

 Jesus blev gjort til synd og oplevede at blive adskilt fra sin far og  dø. Derefter blev Han begravet, og Han opstod så som et nyt menneske. Da Maria (Hans egen mor) mødte Ham lige efter opstandelsen kunne hun ikke kende Ham. (Nå OK. Han havde stadig naglemærkerne og spydstikket). Af alle dem, der ender op i Guds rige er Jesus den første, som gennemgik død, begravelse og opstandelse. Det er en midrasisk undervisning om hvad enhver, der når frem til Guds rige skal igennem rent åndeligt: Den, der kommer til en frelsende tro på Jesus, oplever at vedkommendes gamle af synd befængte ånd dør, og den afdøde skal så begraves for senere at opstå som et nyt retfærdigt menneske. Begravelsen symboliseres af at komme ned i vandet, og opstandelsen symboliseres af at stå op af vandet, der symboliserer graven3.  Det er beskrevet her i Rom. 6,4-11: Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.  For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.  Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden.  Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham.  Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere.  For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud.  Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

Den ene af de 2, der blev korsfæstet sammen med Jesus bekendte sin tro på at Jesus er Messias. Derfor kunne Jesus sige til ham ”i dag skal du være med mig i Paradis”. Han (røveren) døde samme dag på korset han hang på, og kunne derfor ikke gennemgå en dåb, så dåb er ikke nødvendig for frelse, men alle, der kommer til en frelsende tro vil selvfølgelig ønske at følge den procedure, som Gud har anvist. Den procedure viser Bibelen os: Samtlige detaljerede beretninger i Bibelen om dåb viser at først blev mennesker overbevist om deres synd, og derefter kom de til tro på Jesus som Messias, der med sin død betalte for deres synd og derefter blev de døbt. Frelsen er ved tro, og er ikke afhængig af religiøse ritualer, men jeg tror at vi glæder Gud ved at følge Hans anvisninger, som er der for at demonstrere, hvad der sker i det åndelige.  

Nogle siger at det lille barn får troen, som en gave ved dåben, men vi læser i  Rom. 10, 14:Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?

Et umælende spædbarn kan umuligt forstå en prædiken, så hvordan skal det barn komme til tro? Omvendelse kræver bevidsthed om synd, og evnen til at ræsonnere og tage imod Guds kald til omvendelse. Da Peter prædikede for skarerne på pinsedag, og de spurgte ”hvad skal vi gøre”, svarede han  "Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave". For Peter var det en selvfølge at dåb følger omvendelse!

Hvis barnedåb var noget Guds ord anbefalede, så ville vi finde klare uomtvistelige eksempler på barnedåb i Det Nye Testamente. Når jeg har bedt lutherske teologer om sådanne eksempler, så nævner de altid det at der er eksempler på at hele husstande døbes, og de antager så at der i husstanden må have fandtes spædbørn, der blev døbt, men kan det siges med sikkerhed at der overhovedet fandtes spædbørn i husstanden? Og for øvrigt:

  Hvis det Guds ord i virkeligheden lærer os, er at dåb skal følge efter omvendelse, så må jeg bare konkludere at alle i husstanden, der var modne nok til at tage imod kaldet til omvendelse, blev omvendt og derfter døbt, og at altså hele husstanden blev Jesu efterfølgere. Om der var spædbørn i husstanden ved jeg intet om, og jeg tvivler på at der findes nogen der har konkret viden om det.

Alt hvad der er skrevet om dåb i brevene til menighederne i Det Nye Testamente, er skrevet til mennesker der har hørt evangeliet forkyndt, som derved er blevet omvendt og derefter døbt med troens dåb. Derfor har de, der modtog brevene forstået det, der skrives om dåb på den baggrund, og det bør vi også gøre. 

I de 5 Mosebøger kan vi læse om alle de forskellige ofringer, som Gud pålagde det jødiske folk at bringe til Ham. Disse ofringer var billeder på det at Jesus ca. 1500 år senere ville ofre sig selv, som et sonoffer for vores synder, men Gud siger at Han vil tilbedes i ånd og sandhed. Han ønsker at have et personligt forhold til hvert enkelt menneske, hvilket det enkelte menneske kan opleve ved igennem omvendelse og ny fødsel at blive et Guds barn. For  jøderne gik det sådan at de endte op med at tro at sand gudsdyrkelse bestod i at overholde loven, men ingen kan overholde hele Guds lov, og de mente så at det at overholde alle lovene omkring ofringer var tilstrækkeligt til at retfærdiggøre dem over for Gud, så de endte ud i ren og skær religiøsitet i den tro at religiøse handlinger kan retfærdiggøre et menneske, men Gud er så afgjort ikke interesseret i død religiøsitet, så Han endte med at sige således i Amos bog 5, 21-24: Jeg hader og forkaster jeres fester, jeg bryder mig ikke om jeres festdag  Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre, tager jeg ikke imod dem, og måltidsofre af jeres fedekvæg vil jeg ikke se.   Fri mig for lyden af dine sange, dine harpers klang vil jeg ikke høre!  Men ret skal strømme som vand, retfærdighed som en stadig rindende bæk.  

Desværre er det gået kirken, eller i hvert fald  den katolske  og lutherske kirke, som det gik for Israel, at man sætter sin lid til døde religiøse handlinger, som dåb og nadver,

1. Kor. 10,11 fortæller os at det der er skrevet i Det Gamle Testamente er skrevet for at advare os, at vi ikke handler, som Israel gjorde! Så lad os dyrke Gud i ånd og sandhed og ikke i døde religiøse handlinger, som Israel altså gjorde.


3. Man begraver jo ikke folk, der ikke er døde, så et                      spædbarn, som ikke ved omvendelse og tro åndeligt er            afgået ved døden, skal jo ikke begraves (døbes), og                Jesus  sagde at Guds rige tilhører de børn, der er så små        at de skal bæres rundt. Det sagde Han på et tidspunkt            hvor kristen dåb endnu  ikke var indstiftet.