HOVEDET OG LEGEMET

Som nævnt i en anden artikel, så bruger Det Nye testamente det menneskelige legeme, som et billede på kirken, og legemets hoved, bruges så som et billede på Jesus Kristus. Lemmerne bruges, som billede på individerne (genfødte kristne) i kirken

Det billede vel jeg her efterfølgende filosofere lidt over:

Legemet er et integreret hele. Det hele hører uløseligt sammen. De enkelte lemmer er intet bevendt hvis de er løsrevet fra kroppen, og kroppen er intet bevendt, hvis den er løsrevet fra hovedet

Om Hovedet:

Hovedet på en fysisk menneskekrop består jo af flere ting, hvoraf kan nævnes: mund, næse, øjne, ører og hjerne. Når Paulus taler om Kristus, som hovedet, så tænker han muligvis særligt på hjernen (den tænkende og styrende del), men ud over at stænke og styre, så kan hovedet jo også nogle andre vigtige ting: se, høre, tale, smage og lugte.

Kristus kan se og opfatte ting, som kroppen ikke kan, Han kan se ind i fremtiden, hvilket mennesker ikke kan, og Han er stor nok til i et nu at tage alt det Han ser og opfatter med i vurderingen af hvad der er bedst for kroppen, og da Han, som ethvert hoved elsker sin krop bruger han sin indsigt til at styre kroppen til kroppens eget bedste.

Kort sagt, så er hovedet der for at lede og styre. Det gør Han dels ved de ord, der kommer ud af Hans mund, dels ved sin ånd, der forbinder hovedet og lemmerne. Her ved vi at der aldrig er modsætningsforhold imellem de styrende signaler Hans ånd sender til lemmerne, og de ord, Han taler, for Han er sandru og både Helligåndens styrende signaler og ordene, der udgår af Hans mund har deres udspring i Hans "hjerne"

Om Hjertet:

Nu vover jeg mig ud på dybt vand, for én af mine mulige læsere er hjertekirurg, men jeg forstår det således at hjertet ”har sin egen vilje”: Hvis man tager et hjerte ud af en doner for at give det til et menneske med hjertefejl, så lægger man det på køl og transporterer det til hospitalet, hvor modtageren er indlagt, og når hjertet bliver koblet til modtagerens blodårer, så behøver hjertet at blive sluttet til modtagerens nervesystem (altså forbindes til hjernen) for at gå i gang med at slå. Lidt på samme måde er det med forholdet mellem Kristus og det enkelte menneskes hjerte: Det er ikke til at styre, for det er, som vi læser i Jer. 17,9: Hjertet er det mest bedrageriske af alt,det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?

Om Ben og fødder:

Jesus har befalet kirken at gå ud i al verden og gøre alle etniske grupper til Hans disciple, så når hovedet befaler ”gå”, så går kirken derhen, hvor Jesus befaler for at hjælpe mennesker i nød, hvad enten deres nød er  timelig eller åndelig . Her vil jeg citere 2 skriftsteder, der taler om det samme: Ef. 6,15: og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Og Es. 52,7:  Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse. Han siger til Zion: »Din Gud er konge.« Paulus bruger udtrykket ”fredens evangelium” Jesus talte gerne om at forkynde ”evangeliet om riget”, det kan du læse om ved at klikke her. Paulus og Jesus er ikke i konflikt, nej de taler om den samme ting, men bruger forskellige ord.

Om Arme og hænder:

Vi kan læse sådan  i Luk. 10,25-28:  Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«   Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?«   Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«   Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.«

Om det at elske Gud bruges der en hel del ord: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind,

Vigtigheden af at elske Gud kan næsten ikke overdrives, 

men hvad så med næsten?

Om det at elske sin næste står der bare: ”og din næste som dig selv. ”, men det uddybes så efterfølgende med dette:   Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?«   Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?«   Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

Kan det siges tydeligere at Kristi legeme skal bruge ”arme og ben” til at hjælpe dem, der har hjælp behov.

Faktisk får den lovkyndige at vide at hvis han gør begge dele: Elsker Gud af hele sit hjerte, og bruger sig selv. Sin olie, vin, tid og sine penge til at hjælpe sin næste, så skal han arve evigt liv.

Man kan altså roligt sige at Kirken skal finde og leve i en sund balance imellem det at elske Gud og takke Ham for Hans kærlighed, og så på praktisk konkret vis at udøve Kristi kærlighed her i verden også selv om dem vi hjælper ikke lige ”hører til vennerne” (der var et historisk fjendskab imellem samaritanerne og jøderne  fordi samaritanerne modarbejdede opbygningen af Jerusalem og templet efter tilbagevendelsen fra Babylon, og fordi de hævdede at Gud skulle tilbedes et andet sted end i Jerusalem), men det gælder selvfølgelig ikke mindst at vi skal hjælpe vore kristne brødre, kan vi forstå af 1. Kor. 12,26: Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.

Legemet behøver næring

Enhver, der har set TOUR DE FRANCE på fjernsynet ved at et legeme skal bruge næring for at præstere et arbejde, og at det ikke er ligegyldigt hvad cykkelrytteren kommer i munden. Cykkelrytterne har jo travlt, så de kunne måske holde ind efter lidt fastfood på vejen, men nej! På den kost ville de ikke kunne gennemføre. Ligeledes er det med Kristi legeme: Hvis kosten er forkert, så kan legemet ikke præstere det Gud ønsker det skal præstere, men ikke alene skal legemet ”præstere”. Ethvert legeme begynder, som spæd, og skal derefter vokse, og skal et legeme vokse skal det tilføres alle de næringsstoffer, der er nødvendige for at opbygge et sundt legeme. Paulus taler om det at vokse her i Ef. 4,11-16: Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere   for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje, men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed. (understregningen er min) Vi skal være sandheden tro står der, og sandheden er summen af Guds ord (Salm. 119,160), for som der står i Matt. 4,4: Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹« 

Hvis kirken skal vokse på en sund måde, må den leve af hele Biblens budskab. Faren ved at leve af udvalgte dele af Bibelen kan du læse om ved at klikke her. Nu er det jo sådan at  en krop skal ikke bare have fast føde (Hebræerbrevet definerer fast føde, som Det Gamle Testamentes undervisning om Jesus, som den nye pagts ypperstepræst, og som nødvendig for at kunne skelne imellem ondt og godt).

  Et fysisk legeme kan faktisk klare sig længere uden fast føde end uden vand, og nu er det sådan at Jesus omtaler Helligånden, som vand (levende vand). Det gør Han i Joh. 7, 37b-39: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke.   Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ›Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.‹«  Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. For Ånden var der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.

Betyder det at nu må vi alle hen i en pinsemenighed eller lignende for at blive døbt med Helligånden? Nej, det vi skal sikre os er at vi tror på den sande Jesus, som er summen af Guds ord. Gør vi det så har vi allerede fået Helligånden, som pant (2. Kor. 5,5) Kirkens forhold til Guds ord må dog ikke blive sådan, som det er gået i Folkekirken, at Guds ord over tid ganske vist bliver læst op i sin helhed rent liturgisk, men man har glemt at Gud vil tilbedes i ånd og sandhed. Er Helligånden ikke tilstede i gudstjenesten, så er oplæsningen værdløs, og gavner intet.

Konklusion

Et legeme er skabt til at arbejde og udføre noget nyttigt og opbyggeligt, sådan er det også med Kristi legeme (kirken).

Socialt evangelium?

Ønsker jeg at forkynde et socialt evangelium? Så afgjort ikke!! Jeg har længe advaret om faren ved at falde i den grøft. Frelsens hær begyndte godt, men faldt så i grøften, så de i dag forkynder et socialt evangelium. Da jeg efter min blodprop var i genoptræning på Fogedvænget i Hedensted (mellem Vejle og Horsens) var det sådan at en af de ansatte var opvokset i Frelsens hær i Horsens, og havde været vant til at gå ud på beverdinger, gader og stræder med sang og musik og raslebøsse. Men hun kendte ikke engang til begyndelsesgrundene i evangeliet, så hvordan skulle hun kunne forkynde det? Det gjorde hun da heller ikke, og jeg tror faktisk heller ikke at man havde gjort det i det miljø hun var vokset op i.

Man kan selvfølgelig ikke dømme hele frelsens hær ud fra en enkelt person, men min klare fornemmelse er at hun repræsenterer bevægelsen ret godt, også ud fra hvad jeg hører fra andre steder i verden.

En sund balance!

Det er vigtigt (som nævnt her tidligere i artiklen) at kirken lever i en sund balance, hvor man husker det ene og ikke glemmer det andet, altså vandrer midt på vejen [Jesus kalder sig vejen, og ordet tora betyder vejen (Jesus var toraens opfyldelse)]!