OM AT IRETTESÆTTE FORKYNDERE

 

Åb. 21,3: Jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, Han vil bo hos dem,og de skal være hans folk og Gud vil

selv være hos dem.

 

 

Åb. 22,5: Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem, og de skal være konger i evighedernes evigheder.

 

EGNE ARTIKLER

fjerde samling

OM AT IRETTESÆTTE/KRITISERE

FORKYNDERE

Vi læser i 2. Tim. 4,1-5: Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste!

 

Det græske udtryk epiplesso, der her er oversat til irettesæt dækker betydningen ”at slå/ramme en person på hans ømmeste punkt”.

Jamen kan man tillade sig at irettesætte en person på den måde hvis man ikke selv er 100 % fejlfri?

Skriftpassagen jeg indledte med at citere, finder vi midt i Paulus’ opfordring til at forkynde sandheden, og kæmpe for sandheden, og lide for sandheden, og i denne passage ser vi også Paulus advare (med navns nævnelse) imod dem, der undergraver sandheden (vranglærere), så jo:

Dem, der er involverede i vranglære siger Gud faktisk at vi skal behandle på den måde (og nævne ved navn), selv om vi ikke selv er 100 % fejlfrie.

Så længe vi bare er omhyggelige med at udlægge Guds ord sandt i bekæmpelsen af vranglære, så er det jo ikke et spørgsmål om hvorvidt vi selv er fejlfrie, men om hvorvidt Guds ord er sandt og fejlfrit.

For øvrigt skrev Paulus sådan i Gal. 2,11-12: Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv. Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne. Og i 2. Tim. 4,14-15: Smeden Alexander har voldt mig meget ondt. Herren vil gengælde ham efter hans gerninger. Ham skal også du vogte dig for, for han er trådt hårdt op imod vores forkyndelse.

Så Paulus advarede med navns nævnelse imod vranglærere selv om han indrømmer sin egen svaghed. For eksempel i Rom. 7,14-15: Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden. For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.

Eller i 1. Kor. 15,9: for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke.

 

Konklusion

Vi må ikke (for fredens skyld) lade vranglærerne få arbejdsro ved diplomatisk at holde tand for tunge,Nej der står oven i købet at vi skal irettesætte dem i tide og utide. Det gælder også hvis vranglærerne er anerkendte personer i veletablerede traditioner, for vranglære er at forkynde en anderledes Jesus, og at give menigheden en anden ånd end den apostlene forkyndte.

Det advarer Gud om i 2. Kor. 11, 3-4: men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus. I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod.

Tager man imod en anderledes Jesus, så er man slået ind på vejen, der fører til Helvede. Det skal vi beskytte vore brødre og søstre imod at gøre, og så må vi se stort på det med at være diplomatiske, for dem, der elsker Sandheden vil lytte og lade sig advare, når vi taler sandheden.

 

Jeg har mødt mennesker, der bevidst vælger at slå sig til tåls med den tradition de er en del af, og har vænnet sig til at hvile i, uden at gøre sig den ulejlighed at kontrollere om deres tradition stemmer med Guds ord. Det advarer Jesus imod med følgende udtalelse: Matt. 15,8-9: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.«

Efter Jesu advarsel her skete der følgende: Og han kaldte skaren til sig og sagde: »Hør og forstå: Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.« Da kom hans disciple hen til ham og sagde: »Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?« Men han svarede dem: »Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode. Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.«

 

Hvis nogen tager anstød af at vi siger sandheden uden omsvøb, så lad dem om det. Både de, og dem, der følger dem falder i grøften: Gud vil på et eller andet tidspunkt rykke dem op med rode, men det skal ikke være vores undskyldning for at tie stille med sandheden, for Jesus kaldte en spade for en spade selv om Han på forhånd vidste hvad reaktionen ville blive.