Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed!

Rom. 4,2-3: Hvis det var af gerninger, Abraham blev gjort retfærdig, har han noget at være stolt af; dog ikke over for Gud.  For hvad siger Skriften? »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.«

Og så Gal. 3,5: Han, der giver jer Ånden og gør undergerninger iblandt jer – gør han det, fordi I gjorde lovgerninger, eller fordi I hørte i tro?

Gud giver sin Ånd til dem, der hører i tro,  og retfærdiggør dem. Det gjaldt for Abraham, men også for andre i gammeltestamentlig tid, det vil jeg komme tilbage til lidt senere, men indtil Jesus kom og betalte for synd ved selv at tage den straf, som burde ramme alle syndere, så vores synd på den måde blev tilregnet Ham, så Hans retfærdighed til gengæld kan tilregnes dem, der tror Guds ord. (at tro på Jesus er det samme, som at tro på Guds ord) var synden jo ikke betalt for.

Alle de, der blev regnet retfærdige i Det Gamle testamente blev regnet retfærdige fordi de tog Gud på ordet,   og nu vil jeg så citere det berømte afsnit i Hebræerbrevet om trosheltene i Det Gamle Testamente: Hebr.11,4-18:  I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død.  I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud.  Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.  I tro fik Noa et varsel om det, som endnu ikke var at se, og byggede i sin gudfrygtighed en ark til frelse for sit hus; ved denne tro bragte han dom over verden og blev selv arving til retfærdigheden af tro.

 I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen.  I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte;  for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.  I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig.  Derfor blev også efterkommerne efter en eneste mand, der endda havde mistet sin livskraft, så mange som himlens stjerner og som de talløse sandskorn på havets bred.

 Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. 

Men de, der siger noget sådant, giver dermed til kende, at de søger et fædreland. Hvis de dermed havde tænkt på det, som de var rejst ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage; men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem. I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne, og der var blevet sagt til ham: »Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn;«

Men vi læser i Rom. 6,23: For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.

Alle dem, vi lige har læst om fra Det Gamle Testamente var med garanti syndere, og Jesus ville først komme langt senere i historiens forløb for at betale for deres og vores synd, men hvordan kunne disse gamle troshelte så blive anset for retfærdige? Det var på grund af det, der på Hebræisk kaldes for kaborah!

Lad mig forklare:

Da Adam og Eva syndede ved at spise af frugten fra det forbudte træ så læser vi: Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.

Det at de syede figenblade sammen til at dække over deres nøgenhed er et billede på det at forsøge at skjule sin synd ved gode gerninger. Det kunne jeg dokumentere ud fra andre skriftsteder, men artiklen her ville så blive meget stor, og jeg vil bede dig tro mig at sådan er det, vi læser så i 1. Mos. 3,21:Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på. Et andet levende væsen må lade livet (udgyde sit blod) for at dække over menneskers synd/nøgenhed (danne kaborah) indtil Jesus kom og betalte synden fuldt ud (ikke bare dækkede over den, men betalte straffen) med sit blod. Det er hvad alle Moselovens dyreofringer drejer sig om, for Det Gamle Testamentes troshelte dannede ofringerne kaborah indtil Jesus kom og helt fjernede deres synd, som havde været dækket indtil Jesus kom.

Jøderne skulle give tiende af førstegrøden, det er nemlig et stærkt udtryk for tillid til Guds løfter (Guds ord), for i det at give tiende af den fulde høst når man først har fået den i hus, og kan se at de sidste 90 % er nok til at leve af, det kræver ikke speciel megen tillid til Guds løfter, men i Israel høstede man 2 gange om året, og det at give tiende af førstegrøden (den første høst) det kræver tillid til at Gud holder ord, og det er sådan en tillid, der er frelsende (fuld tillid til Guds ord).