CUIUS REGIO, EIUS RELIGIO

(Den, hvem landet tilhører, hans religion skal være den herskende)

Denne regel blev vedtaget, som gældende i de tyske lande ved to hinanden efterfølgende fredsslutninger imellem lutheranere/protestanter og katolikker:

1 Den Augsburgske fred i 1555

2 Freden i 1648 efter trediveårskrigen.

I Danmark ”vendte man dette på hovedet”: Her blev det således at regenten skal have folkets religion. Hertil har jeg et par bemærkninger:

A  er tro noget man bare skifter, som man skifter hat?

B Sand kristendom er ikke en religion.

Den danske model er jo en model, som tiltaler humanister, fordi den ikke er diktatorisk ved at kræve at befolkningen har samme tro, som regenten, og derved at den tillader hvert enkelt menneske (pånær regenten) at have sit eget livssyn. Ikke nok med det:

   Det er også bibelsk at give folk trosfrihed og frihed til at udtrykke egne meninger. MEN (og det er et stort men):  Den bibelske model er at vi menneske og menneske imellem alle er lige ifølge  Rom. 2,10-11 og har lige ret til vore livsholdninger, men Gud er suveræn, når det drejer sig om at definere godt og ondt, og det er der ”kæden hopper af” i mange kirkesammenhænge i dag. For det oprør, der startede i Edens have lever i bedste velgående og er vel endda blevet mere udtalt idet præst efter præst åbenlyst sætter spørgsmålstegn ved Guds ords gyldighed. Det kan han i folkekirken gøre med sindsro, for han ved at hans månedsløn alligevel støt og roligt indløber hver den sidste hverdag i måneden, og embedsboligen står stadig til hans rådighed¹. En ting skal han dog afstå fra: At ændre i ordlyden i det menneskeskabte dåbsritual! For ellers risikerer han at blive trukket for de verdslige domstole.

Den danske model er jo en model, der (skulle man tro) kunne give rum til en frimodig og fremadstormende evangelise-ring bakket op af en grundig undervisning i Guds ord, og broderlig hjælp til at blive disciple (at leve et liv i Kristi efterfølgelse), for det vil ikke koste én livet på bålet, som i sin tid under katolsk dominans, men det er jo ikke det vi ser ske, for en folkekirke er dog alligevel ikke bibelsk. At danne en organisation, der er underlagt verdslige politikere, og så kalde den kirke er en vederstyggelighed, for Guds defindtion af kirke er: Et helligt hus bygget af levende stene.

Den bibelske model er nemlig at evangelister planter menigheder/kirker forskellige steder i ”landskabet”, og disse separate menigheder har så hver deres ledelse, som er folk udvalgt af Helligånden og menigheden i fællesskab². Der er opstillet nogle krav til disse folk, og et af dem læser vi i 1. Pet. 5,1-4: Jeres ældste formaner jeg som medældste³ og som vidne om Kristi lidelser og som den, der har del i den herlighed, som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det, ikke for ussel vindings skyld, men glad og gerne. Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for hjorden; og når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.

 Derudover læser vi i 1. Tim. 3,2-7: En tilsynsmand skal være ulastelig, én kvindes mand, ædruelig, besindig, værdig, gæstfri, en god lærer, ikke drikfældig eller voldsom, men mild, ikke stridbar og ikke glad for penge.   Han skal kunne styre sit eget hus godt og få sine børn til at vise lydighed, i al agtværdighed; for hvordan skal han kunne tage sig af Guds menighed, hvis han ikke forstår at styre sit eget hus? Han må ikke være nyomvendt, for at han ikke skal blive hovmodig og falde ind under Djævelens dom. Han skal også have et godt omdømme blandt dem udenfor, for at han ikke skal komme i vanry og gå i Djævelens fælde.

Det har aldrig været Guds mening at der skulle være en overordnet styrende/dikterende ledelse af kirkerne i et område. Det ser vi klart af forudsigelsen  af den nye pagt i Jer. 31,31-34: Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren.   Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Guds måde at lede sin kirke på er således: "Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største"

Gud siger i vers 33 "Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte", og i 1. Kor. 5,5 kan vi se at alle de, der tror på Jesus (som værende Messias), modtager Helligånden, som pant. Gud har altså tænkt sig selv at styre sin kirke via et samarbejde mellem sit åbenbarede ord, og Helligånden. Derved har Han  personlig kontakt med ethvert af sine børn. Den menneskelige måde at reagere på er at sige ”mon Gud kan klare det uden os? ” Og den første kirkefader ”Ignatius af Antiokia” talte derfor (sikkerti al god mening) for at opbygge en overordnet styring af menighederne (for at bevare dem i den sunde lære). Det han derved var med til at sætte gang i voksede og voksede, og blev til et system kaldt den hellige almindelige kirke (den første katolske kirke), som ret hurtigt (længe før den romersk katolske kirke) udviklede sig til et magtapparat med magtfulde biskopper⁴ helt imod Guds tanke ⁵ . Husk hvad Peter skrev:  "Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder ⁶ for hjorden", og Jesus sagde til Efesosmenigheden i Åb. 2,6: Men det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader. 

Vi ved ikke hvem nikolaitterne var, men vi ved, hvad ordet betyder: Dem, der gør sig til herrer over lægfolk (altså en herskende gejstlighed).

Slutbemærkning

Jeg har her slået til lyd for at den bibelske model for kirken er at den består af uafhængige menigheder spredt rundt i ”landskabet”. Du tænker så måske: USA er et stort land (faktisk et kontinent), hvor man altid har kørt efter den model, og se bare al den forførelse der vælter ind over os derovre fra!Ja, det er rigtigt, men den meste forførelse derovre er opstået i kølvandet på stærke personligheder, der har forført store grupper, som har opbygget kirkeretninger, hvor mange kirker har samlet sig i ”klynger”, der er underlagt disse personligheder, som for eksempel John Wimber med Vineyardkirkerne, Rick Warren med de formålsdrevne kirker, Joseph Smith med mormonkirken, Charles Taze Russell med Jehovas vidner og Ellen G White med syvendedags adventisterne. Det vil sige at disse former for vranglære er nært forbundet med organisationer, der helt i modstrid med Guds ord er topstyrede, og de bekræfter egentlig min advarsel om ikke at opbygge kirkelige organisationer, med centrale ledelser.

1 Den kirke han tjener er nemlig selv frafalden og forladt af Gud, for dens grundlag er ikke Guds ord,

   men mennesketanker (Luthers).

2 Ved det første apostelmøde sagde Jakob (Ap. Ger. 15,28): ” For Helligånden og vi har besluttet”

3 Læg mærke til at Peter fører sig ikke frem, som overordnet/pave, men nærmere, som den første blandt ligemænd.

4 Biskoppen(Cyprian) i Kartago  hævdede at der ikke er frelse uden for kirken.

   Senere kom Augustin og lærte sakerdotialisme (at frelsen tildeles igennem sakramenter,

   som alene kan administreres af kirken via præsteembedet),

   og sådan fortsatte det med at man byggede videre og videre på mennesketanker,

   som autoritetsmæssigt blev sidestillet med Guds ord.

5 Dette magtapparat sugede livet ud af og undertvang mange af de kirker, der allerede tidligt blev resultatet af omvandrende

   forkynderes arbejde så langt væk, som i Persien, Mongoliet, og Kina. I Persien førte denne undertvingelse til at islam blev

   dominerende, hvilket den er den dag i dag.