Åb. 21,3: Jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, Han vil bo hos dem,og de skal være hans folk og Gud vil
selv være hos dem.
Åb. 22,5: Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem, og de skal være konger i evighedernes evigheder.
KAN VI ORGANISERE OS UD AF AFHÆNGIGHED AF GUD?
Hvilken samfundsmodel har Guds velbehag? Det er noget jeg har tænkt en del over på det seneste. Noget jeg er kommet frem til er at den eller det vi sætter vores lid til er vores gud.
Mange bekendende kristne, som jeg har talt med hævder at de har fuld tillid til den bibelske åbenbaring, som værende ikke bare sandhed, men SANDHEDEN, vil når det kommer til stykket hellere sætte deres lid til det danske velfærdssamfund, end til Bibelens Gud.
Jesus siger således i Matt. 22 – 34:Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.
Siden jeg i år 2000 blev ramt af apopleksi har jeg været pensionist (først førtidspensionist, og nu HER folkepensionist). Og når jeg siger til folk at jeg tror Guds foretrukne samfundsmodel er et samfund, hvor hvert enkelt menneske er ansvarlig for at klare sig selv, og hvis vedkommende er så heldig stillet at have overskud til at hjælpe andre, som ikke er i stand til det af den ene eller anden årsag, så skal vedkommende hjælpe andre. Vi kan læse i 2. Tess 3, 10-12: For allerede da vi var hos jer, bød vi jer, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden. Vi har nemlig hørt, at der er nogle blandt jer, der lever uordentligt; de arbejder ikke, men blander sig i ting, som ikke kommer dem ved. Dem byder og formaner vi ved Herren Jesus Kristus, at de skal arbejde støt og stille og selv skaffe sig til livets ophold. Men I, brødre, må ikke blive trætte af at gøre det gode. Og så er der da også Jak. 2,14-17: Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: »Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,« men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død.
Nu gentager jeg så lige: Den, der rent fysisk er i stand til at klare sig selv skal klare sig selv, men er der nogle som er så uheldigt stillede at det kan de ikke, så vil der ifølge Guds samfundsmodel være andre, som Gud kan bruge til at hjælpe disse mennesker, og Gud forventer af dem, at de lader sig bruge til at hjælpe andre. Samtidig har vi dette bud: 2. Mos. 2,17:Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.«
Det er OK. at lave et skattesystem, der opkræver nok i skat til at finansiere et vejnet, som alle kan have glæde af, men det er ikke OK. at have en progressiv beskatning for at stjæle fra dem der klarer sig bedst og er mest arbejdsomme, for at give til dem, der ikke gider at gøre en indsats. Bemærk at jeg skriver ikke gider! Dem, der rent fysisk ikke kan er det måske OK. at hjælpe via skattesystemet, men jeg tror nu ikke at det er Guds foretrukne model. Gud ønsker et samfund, hvor befolkningen tilbeder Ham og ser hen til Ham, som deres ”sikkerhednet”. Han ønsker ikke et samfund, hvor man tilstræber at overflødiggøre Gud som den, der sikrer det daglige brød, og selv om vi jo rent materielt har det godt her i Danmark, så tror jeg vi ville have et langt mere frit og dynamisk samfund, hvis vi lod alle få lov til selv at administrere frugten af deres egen indsats, for i et sådant samfund vil Gud velsigne på en måde, som vi måske ikke forstår nu efter at have levet med velfærdsstaten så længe. Vi vil først vil opleve det, hvis vi indretter os efter den model Gud foretrækker, og i et sådant samfund vil vi opleve hvad der menes med ordene i 2. Kor. 3,17: »Herren« er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og Joh. 8,36:Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.
Gud har demonstreret på vældig vis at Hans
plan med os er at vi skal være frie til at vælge selv og tage konsekvensen af vores egne valg. Det gjorde Han i og med at Han placerede træet til kundskab om godt og ondt. I Edens have og lod Adam og Eva vælge, hvem de ville stole på.
Og så er der da også Mal. 3, 10-12:Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre. Jeg skræmmer æderne, så de ikke ødelægger jordens afgrøde for jer, og vinstokken ikke slår fejl på marken, siger Hærskarers Herre. Da skal alle folkene prise jer lykkelige, fordi I har et dejligt land, siger Hærskarers Herre. Gud siger til os: Sæt mig på prøve om ikke jeg velsigner jer, hvis i stoler på mig.
Mange vil sige til mig (og har sagt til mig): hvordan kan du sige sådan noget, du der i 20 år er blevet forsørget af vores velfærdssystem?
Jo det er sådan at vores velfærdssystems skattevæsen helt bogstaveligt stjal 98.000 kroner ud af min pension. Og jeg har et brev fra dem, hvori de erkender at det de gjorde var uretmæssigt. Men de vil ikke betale mig pengene tilbage.
Jeg har så fået bevilliget fri proces til at føre en sag imod SKAT både i byretten, hvor jeg tabte, og i landsretten, hvor jeg også tabte, så velfærdsstaten har brugt flere penge på advokater for at slippe at betale mig det de har taget fra mig, end det de tog fra mig. Resultatet har været at jeg i årevis har stået med så anstrengt en økonomi at de fleste ville sige at det er umuligt at klare sig igennem på den måde, og jeg har da også stået i rigtig mange situationer, som så helt umulige ud.
I begyndelsen stressede det mig rigtig meget, men Gud har løst det hver eneste gang, og mange gange på helt uventede måder, så Han har i sådan en grad hen ad vejen lært mig at stole på Hans løfte om at Han vil klæde mig og give mig føden, så jeg i dag ikke længere bliver stresset af det når det ser umuligt ud, og jeg er fuldstændig sikker på at hvis jeg havde levet i et andet land end Danmark, som ikke har et velfærdssystem, som det danske, så ville Gud have magt og vilje til at holde sine løfter til mig også i det land. Og jeg ville så foretrække et land, hvor det enkelte menneske har retten til fuldt ud at forvalte frugten af hans egen indsats. Da Benjamin Netanyahu blev økonomiminister i Israel, var landet der fungerede efter socialistiske principper nede i et dybt hul rent økonomisk. Den vej han valgte for at få rettet op på landets økonomi, der jo nødvendigvis måtte være stærk fordi landet med dets fjender på alle sider er nødt til at have et stærkt (og dyrt) militær, var at indføre fri markedsøkonomi, og landet blomstrede så helt utroligt kraftigt op rent økonomisk, så de hurtigt kom til at overgå langt de fleste lande, som man ellers ser på, som velhavende lande. Det kan naturligvis forklares med at Israel er Guds folk, men det har nu også noget at gøre med at de valgte at indføre en samfundsorden, der var mere efter Guds principper end den socialistiske model.
Men spørgsmålet var jo ”kan vi organisere os ud af afhængighed af gud?”. Det kan vi måske nok til en vis grad, men der vil altid gælde det der står i Jer. 18, 7- 10:Snart truer jeg et folk eller et kongerige med at rykke det op med rode, rive det ned og ødelægge det. Men hvis det folk, jeg har truet, vender om fra sin ondskab, så fortryder jeg den ulykke, som jeg har planlagt mod det. Snart lover jeg et folk eller et kongerige at bygge det op og plante det. Men hvis det gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, fortryder jeg det gode, jeg lovede at gøre mod det.
Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det Gud, der belønner og straffer, velsigner og forbander, og jeg vil nu hellere stræbe efter at opnå Guds velsignelse end den ”velsignelse” et menneskeskabt system kan tilbyde, for denne verdens Gud er nu engang Djævelen, og systemer, der er skabt af mennesker, der ikke er underlagt Gud vil altid overordnet set være kontrolleret af Djævelen, og i hans verden vil velsignelse altid blive målt i materielle eller sensuelle ting, og for at få disse ting må man sælge sin sjæl til systemet. Kun Gud elsker os nok til at give os ægte velsignelse, som sideløbende omfatter både velstand og personlig frihed, men for øvrigt så kan man godt definere velstand på den måde at det er ikke at mangle noget af det man behøver.
Det er selvfølgelig dejligt at bo i en luksusvilla og køre i en luksusbil. Jeg har prøvet både det og så det at leve under ”fattigdomsgrænsen” men det bedste jeg har oplevet er at lære fuldstændig afhængighed af og tillid til Gud!
Jeg har på grund af min sygdom oplevet at være afhængig af både velfærdsstaten, og af Gud. Og jeg har oplevet velfærdsstaten, både som velgøreren, og som en tyv, der med straffrihed dolkede mig i ryggen, og det kunne de gøre fordi retsvæsenet er en gren af velfærdsstaten.
Jeg har også prøvet at være helt og holdent afhængig af Guds indgriben for at hjælpe mig igennem umulige situationer, og Han har aldrig svigtet, så Ham vil jeg hellere være afhængig af end velfærdsstaten. Jeg vil slutte med at vise beretningen om Georg Müller, som du kan se ved at klikke her.