NY VIN PÅ GAMLE LÆDERSÆKKE

Advarsel: Dette er en lang artikel, for det jeg vil sige kan ikke siges med få ord

Vi læser i Luk 5,33-37:   De sagde til ham: »Johannes' disciple faster ofte og holder bøn; det samme gør farisæernes disciple; men dine, de spiser og drikker.«   Jesus sagde til dem: »Kan I få brudesvendene til at faste, mens brudgommen er sammen med dem?   Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem; i de dage skal de faste.«   Han fortalte dem også en lignelse: »Ingen river en lap ud af nyt stof og sætter den på en gammel kappe; for så river man det nye stof i stykker, og lappen af det nye stof passer alligevel ikke på det gamle.   Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger den unge vin sækkene, vinen løber ud, og sækkene ødelægges.

Jesus brugte midrash når Han underviste (Han brugte eksempler fra hverdagen (lignelser) til at illustrere åndelige sandheder). Det Han vil forklare her er at hvis man vil forsøge at komme evangeliet på gamle lædersække (religiøsitet i form af faste), så revner religiøsiteten og friheden i evangeliet går tabt (vinen løber ud forung vin gærer, og hælder men det på gamle lædersække, så vil det overtryk, det forårsager sprænge de gamle sække)

Den retfærdighed Gud giver et menneske ved troen på evangeliet bliver ofte beskrevet, som en ny klædning, Åb. 3,4-5: Men nogle få har du i Sardes, som ikke har sølet deres klæder til, og de skal vandre med mig i hvide klæder, for det er de værdige til.   Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog,

Forsøger man at reparere den gamle religiøsitet (den gamle klædning) med evangeliet, vil ”lappen ikke passe og den nye klædning (den nyvundne retfærdiggørelse) vil blive revet i stykker.

Jeg kan tænke på 3 eksempler på gamle lædersække: 

a. Fromhedsøvelser

b. Lovgerninger

c. Tro eller religion bestemt af organisatorisk eller nationalt tilhørsforhold

Jeg vil herunder bearbejde dem hver for sig:

Først Fromhedsøvelser:

Jesus sagde i Mat. 6,5: når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn.

Jeg har endnu aldrig mødt nogen, der bruger faste, som en del af deres gudsdyrkelse, som ikke har travlt med at gøre andre opmærksomme på at de faster, og hvor meget de beder. Jesus lærer os  at vores tilbedelse skal være en ting imellem Gud og os (ikke en privatsag, men en hjertesag). Den nye vin kan ikke rummes i den gamle selvcentrerede religiøse form, som farisæerne dyrkede, og som egentlig er særdeles menneskelig (Se, hvor from jeg er!)

næst lovgerninger:

Paulus gjorde det sådan på sine missionsrejser at han i de byer han besøgte altid gik ind i den lokale synagoge, for der havde de Guds ord, og debatterede det jævnligt, og han kunne derfor gøre, som forklaret i Ap, Ger 18,28: han tilbageviste offentligt jøderne med stor kraft og påviste ud fra Skrifterne, at Jesus er Kristus.

1948 oversættelsen siger det således at Paulus beviste ud fra skrifterne at Jesus er Kristus (Messias).

Det var jo selvfølgelig en torn i øjet på de skriftkloge i Jerusalem, så de sendte folk ud i kølvandet på ham, og fik nogle nyomvendte overbevist om at de skulle dyrke Jesus igennem lovgerninger (spiseforskrifter, overholdelse af sabbat, omskærelse, mymånefester mm).

Det reagerede Helligånden megetkontant på ved at få Paulus til at skrive i Gal. 1 6-9: Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra Ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium.  Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.   Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.

Man kan egentlig godt sige at Helligånden også advarede om noget der ville komme senere (katolicisme og syvendedags adventisme) ved at inspirere Paulus til at skrive sådan i 1. Tim. 4,1-5: Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed. De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden.  For alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak; for det helliges ved Guds ord og ved bøn.

Den katolske kirke kræver at alle gejstlige skal leve i cølibat, og når man forbyder noget naturligt, som Gud har skabt, så opstår der noget unaturligt: Der er så megen pædofili og homoseksualitet iblandt katolske gejstlige at det overgår al forstand

Og så yderligere i Kol. 2,16- 23: Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus.  Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, som går ind for falsk ydmyghed og engledyrkelse, fordyber sig i egne syner og uden grund er indbildsk i sit verdslige sind, og som ikke holder sig til Ham, der er hovedet, og ud fra hvem hele legemet, støttet og sammenholdt af sener og led, vokser Guds vækst.

Når I med Kristus er døde fra verdens magter, hvorfor underkaster I jer så påbud, som om I levede i verden:  Tag ikke, smag ikke, rør ikke!   – alt sammen noget, der skal bruges og forgå – det er kun menneskers påbud og lære.  Det går for at være visdom med selvvalgt gudsdyrkelse, falsk ydmyghed og skånselsløshed mod legemet, men det har ikke nogen værdi, det tjener kun til kødelig tilfredsstillelse.

Skånselsløshed mod legemet (faste?) har ingen åndelig værdi, det tjener kun til kødelig tilfredsstillelse

Dernæst nationalt eller organisationsmæssigt/kirkeligt tilhørsforhold:

Jøderne på Jesu tid troede at de var frelst alene på grund af deres etnicitet (at de havde Abraham til far), men her korrigerede Johannes døberen dem ser vi i Matt. 3,7 – 9: Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér.

Gud lod Jeremias profetere om den nye pagt (nådespagten) med disse ord i Jer. 31,31-34: Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren.  Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.  Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Bemærk:  Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren. I den nye pagt er det ikke længere et spørgsmål om hvilken landsmand man er (hvilken nation eller organisation man tilhører), men om man har Guds lov i hjertet (derved at man ved tro er blevet en del af Jesu brud)

Jesus indstiftede den nye pagt under sit sidste påskemåltid med apostlene, og gjorde den gyldig dagen efter ved at udgyde sit eget blod, så derefter gjaldt det, at et menneskes tilhørsforhold til Gud var en personlig sag imellem Gud og det enkelte menneske, men i det fjerde århundrede blev de gamle sække fundet frem igen og taget i brug af Kejser Konstantin og den katolske kirke.

Man ønskede at bruge Jesus, som et redskab til at få kontrol over mennesker. Hertil behøvede man en teologi, som understøttede sådan en tankegang, og her stod Augustin af Hipo klar til at cementere den tanke, som biskop Cyprian i Kartago stod fadder til (at der ikke findes frelse uden for den almene kirke). Siden Konstantin har den officielle betegnelse været ”den katolske kirke”, for katolsk betyder almen. Og de mange paver i de næste 12 århundreder udøvede et terrorregime, der får det romerske imperiums forfølgelse af de kristne i de første 3 århundreder til at ligne en picnic i parken.

Det gjorde de baseret på Augustins teologi. Augustin lærte at der kun er frelse at finde i kirken via de gejstliges administration af sakramenterne. Han  skrev  i en debat med donatisterne:

” det er så absolut bedre, hvis mennesker føres til at tilbede Herren ved undervisning, end hvis de drives til det på grund af frygt for straf og smerte, men deraf kan det ikke sluttes at fordi den førstnævnte metode producerer bedre mennesker, så skal de andre negligeres, for mange har fundet fordel i (som vi har bevist og dagligt beviser igennem faktiske eksperimenter) at blive overbevist igennem frygt eller smerte, så de derefter kan blive påvirket igennem undervisning, eller måske udvirke i gerning, det de allerede har lært igennem ord. Medens de er bedre, som er retledet ved ord, så er de, der er retledet med frygt bestemt flere i antal. For hvem kan elske os mere end Kristus, der gav sit liv for fårene? Og dog, efter at have kaldet Peter og de andre apostle med sine ord alene, så fastholdt Han Paulus med sit ord alene, for derefter at slå ham til jorden med sin kraft, så Han med magt kunne føre én der rasede i ugudelighed til at ønske lys i hjertet. Først slog Han Paulus med fysisk blindhed, så hvorfor skulle kirken ikke bruge magt til at overtale hendes tabte sønner til at vende tilbage? – derfor hvis den magt kirken har modtaget ved guddommelig tildeling i rette tid, igennem den religiøse karakter og tro hos konger bruger disse, som instrumenter til at overbevise dem, der bliver fundet på vejene og i hækkene (det vil sige i forskellige slags vranglære), så lad os ikke finde fejl i sådan en overtalelsesmetode”.

Sådan en lære, fra sådan en autoritet opildnede til og retfærdiggjorde de forfølgelsesmetoder, hvorved det pavelige Rom udkonkurrerede det tidligere hedenske Rom i brutalitet. Så det gik altså sådan at en mand med stærke følelser og et levende og følsomt væsen, som forlod skriftens principper (selv om det var med gode intentioner) formulerede en lære der gav kirken undskyldningerne for at indføre et vidtstrakt og hensynsløst forfølgelsessystem.

Jesus lovede dog: "dødsrigets porte skal ikke få magt over kirken" (den sande kirke) og rigtigt nok, så så finder vi mennesker i hele perioden frem til reformationen (for eksempel Waldenserne og albigenserne), som holdt fast ved apostlenes lære. I enklave efter enklave er der eksempler på at den nye vin ”gærer” og der opdtod vækkelser, som sprængte den gamle sæk, som det katolske system er,

Så der opstod områder, der var velsignet af evangelisk lære, men akkurat, som de skriftkloge i Jerusalem ikke frivilligt opgav deres magt (deres gamle sæk) sådan opgav paverne ikke deres magt. De brugte den magt det at gav at have himmerigets nøgler, som de påstod at have arvet efter Peter. Og de gjorde som følger:

De truede konger med udelukkelse fra himlen hvis ikke de brugte deres hære til at undertvinge de rebelske evangeliske kristne under romerkirken. Og så havde de jo også korsfarerne.

  Mange tror fejlagtigt at korsfarerne alle var fromme kristne, der risikerede liv og lemmer for at befri Jerusalem fra muslimerne, men rigtig mange af korsfarerne var røvere og mordere af værste skuffe, som paven udstyrede med et afladsbrev (fritagelse fra skærsilden) hvis de ville drage ud til de områder i Europa, hvor de evangeliske kristne stod stærkest, og  nægtede at underordne sig under ham. Korsfarerne skulle så  udrydde dem. Jeg må medgi at der findes et eksempel på ægte vranglærerere, som korsfarerne angreb. Jeg tænker her på katharerne i Languedoc i Pyrenæerne i Frankrig, men de blev så brugt som undskyldning for at angribe alle, som man hånligt og fejlagtigt kaldte anabaptister. 

   Det lykkedes aldrig den katolske kirke at opnå deres mål, som var helt at fjerne alle evangelikale fra jordens overflade.

Men så kom oplysningstiden (renæssancen), hvor folk (både kristne og andre) flåede den katolske kirkes lænker af sig. i indgangen til den tid fremstod Johan Huss i Bøhmen med en klar forkyndelse af det sande evangelium. Han kom dog ”for tidligt” for den katolske kirke var stadig magtfuld nok til at få  ham fængslet og henrettet i Konstanz .

   Det kan diskuteres om det var Huss i Bøhmen eller Zwingli i Zürich der startede reformationen, men det er vel ret at sige at Huss er reformationens fader. Luthers teologiske opponent Johann Eck beskyldte Luther for at kopiere Johan Huss, som levede 100 år før Luther.

Ved at slå pjalterne sammen med de tyske fyrster lykkedes det Luther at kritisere den katolske kirke for dens umoral og lære uden at blive henrettet, men han undlod at gå så langt, som helt at kassere den gamle lædersæk og skaffe en ny til at hælde den unge vin (evangeliet) på. Det endte op med at blive til lapperi, med den effekt at den sæk han beholdt punkterede og vi fik det man i motorsporten kalder en langsom punktering, eller ”gassen gik af ballonen”. I 1556 ved fredsslutningen i Augsburg vedtog man  princippet: Cuius regio, eius religio (din regents tro skal være din tro). Efter den efterfølgende trediveårskrig blev dette princip ratificeret ved fredsslutningen i 1634, og Europa blev delt op i områder, hvor folk skulle være katolikker, og områder, hvor folk skulle være protestanter. Man var tvunget til at være medlem af den nationale kirke, og det blev man ved barnedåb, så selv i de protestantiske områder lykkedes det at lulle folk ind i den tro at de var frelst ved at være medlem af den nationale kirke, for deres forældre havde jo ”frivilligt” båret dem til dåben ( det med frivillighed kræver lidt uddybning, og den kan du få ved at klikke her). Folk kom/kommer så trofast i kirken, af hensyn til sakramenterne, som jo siges at være  nødvendige til frelse.  Grundteksten til 1. Kor. 1,21 forklarer at Gud valgte prædikenens dårskab til at frelse dem, der tror. Det er altså Guds tanke at folk skal høre undervisning (eksegese) fra prædikestolen, men det får de stort set ingen steder, og mange siger så: jamen i løbet af kirkeåret får man da læst hele tekstrækken! Ja, OK. Det gør man, men det der er behov for er grundig eksegese, så folk bliver sat i stand til at skelne imellem ondt og godt, som det er forklaret i Hebr. 5,11-14: Om dette har vi meget at sige, men det er svært at forklare, da I er blevet sløve til at høre.   For I, som i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere, trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene i Guds ord, ja, det er kommet dertil, at I har brug for mælk og ikke for fast føde.   For enhver, som lever af mælk, er uden erfaring, når der tales om retfærdighed; han er jo et spædbarn.  Men den faste føde er for de fuldvoksne, som ved stadig brug har opøvet deres evner, så de kan skelne mellem godt og ondt.

Den forkyndelse der lyder generelt er ikke tilstrækkelig til at smitte folk med ”sygdommen” (helt at overgive sig til Jesus) den er kun i stand til at vaccinere folk imod ”sygdommen” Det er altså gået, som Jesus advarede om: Hælder man den nye vin på gamle lædersække, så går vinen tabt. Reformationen førte til at kirken blev til Sardeskirken, som Jesus siger sådan til i Åb. 3,1-5: Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død.   Vågn op og styrk resten, som er døden nær, for jeg har ikke fundet, at dine gerninger er fyldestgørende over for min Gud.   Husk derfor, hvorledes du tog imod og hørte; hold fast ved det, og omvend dig! Hvis ikke du våger, kommer jeg som en tyv, og du ved ikke, hvilken time jeg kommer over dig.  Men nogle få har du i Sardes, som ikke har sølet deres klæder til, og de skal vandre med mig i hvide klæder, for det er de værdige til.  Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle.  Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.

Man har ord for at leve, men er død! Og de fleste erkender og forstår det ikke!

Slutbemærkning

Dette budskab har været vanskeligt at formulere skriftligt. Jeg håber budskabet er trængt igennem trods mine ringe evner, som skribent. Jeg forsøger lige kort med lidt andre ord: Gal. 5,1: Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!

Et åg er jo noget man har konstrueret for at gøre det lettere at bære noget, og Jesus siger: ”mit åg er let” (her i vor fysiske verden findes der åg, der er velkonstruerede, så de fordeler vægten godt og nænsomt på skuldrene, andre er primitive og ikke så behagelige at bruge). Hvis du ikke lige ved hvad er år er, så klik her

Så snart du ser organisationer, der er kristne af navn, som tager sig selv højtideligt, så hold dig væk, og flygt over i armene på Jesus. Altså Bed Jesus om at bevare dig på rette vej. Du synes måske ikke at du selv er klog nok til at klare dette. At du har brug for ledere til at fortælle dig, hvad du skal tro og mene om visse ting,  lyt dog  til ordene i Jak. 1,5-8: Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.  Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden.  Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd.

Hvis du ”hudløst” ærligt beder Jesus om at retlede dig, så gør han det, men det kræver at du frygter Gud mere end de ledere, der mere eller mindre magtfuldt styrer folk og organisationer (jeg indrømmer at de ofte gør de i god mening, men hvis de selv er forførte, så er de jo blinde, der leder blinde, så de alle falder i grøften)