ER KIRKEN DET SANDE ISRAEL?

Indledningsvis vil jeg pointere 3 vigtige forhold

A Når vi læser Guds ord må vi ALDRIG skippe den bogstavelige betydning af det, der står for at gå direkte til en eller anden allegorisk betydning af det. Den direkte bogstavelige betydning er altid gældende. Den gælder så måske parallelt med en allegorisk betydning, men går vi kun efter den allegoriske betydning, så ender vi i gnosticisme, det kan du få uddybet ved at klikke her.

B Israel er et mikrokosmos af hele verden, og Gud bruger sin handlen med Israel, som et advarende eksempel især for kirken, se det forklaret her i 1. Kor. 10,1-6:   Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet   og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet   og spiste alle den samme åndelige mad   og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus –   og alligevel fandt Gud ikke behag i ret mange af dem. De blev jo slået ned i ørkenen.  Derved blev de advarende eksempler for os, for at vi ikke skal få lyst til det onde, sådan som de fik det. 

C Det ægte oliventræ, som omtales i Rom. kap. 11 er et billede på Israel, og det gøres tindrende klart at det er træet (israel)og dets rod (pagterne), der bærer både de ægte grene (jøderne) og de uægte grene (hedningekristne, som er indpodet på træet), og at vi uægte grene ikke må hovmode os over for de ægte grene, der blev brækket af på grund af deres vantro, for (lyder advarslen) Gud kan både brække os af igen, hvis vi falder fra, som de ægte grene, der blev brækket af for deres vantros skyld og genindpode de ægte grene, som blev brækket af. Erstatningsteologi er faktisk den form for hovmod, som Paulus her advarer imod. 

Inden du læser resten af artiklen her, læs så lige Rom. Kap. 9-11.

Jeg har længe advaret imod dem, der forkynder at Kirken har overtaget Israels plads, som værende det sande Israel. Den indstilling fik nyt liv for mig, da jeg hørte en undervisning af Jacob Prasch om nådegaverne, hvor han i forbifarten meddelte  at han aldrig har oplevet en forkynder, der forkynder erstatningsteologi, som ikke forkynder falsk på andre punkter også , men det kan vel egentlig ikke overraske, for hvis man kan hævde at Gud springer fra sine løfter til Israel, så kan man vel finde på at sige hvad som helst.

  Rom. Kap. 9-11 bearbejder Guds retfærdighed i Hans handlen med Israel, og når vi læser det må vi huske at Bibelen oprindelig ikke var kapitelopdelt. Det blev den først i år 1227 af ærkebiskoppen i Canterbury (Stephen Langton), og den første trykte bibel med kapitelopdeling blev trykt i 1382 af Wycliffe. Paulus siger tæt på slutningen af dette afsnit i kapitel 11,1-2:  Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme.   Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig.

De, der forkynder erstatningsteologi citerer dog også fra Rom. Kap. 9-11 og særlig én bestemt passage elsker de at citere. Det er Rom. 9,6-8:   Dog ikke sådan at forstå, at Guds ord er slået fejl. Det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel, og det er heller ikke alle Abrahams efterkommere, der er hans børn – det hedder jo: »Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn.«   Det betyder, at det ikke er hans kødelige børn, der er Guds børn, men det er de børn, som løftet handler om, der regnes for hans efterkommere.

Man bruger denne passage til at hævde at løftet ikke gælder Israel (Abraham og Isaks etniske efterkommere), men kirken, som de kalder løftets børn.

Igen vil jeg minde om at der oprindeligt ingen kapitelopdeling var, og at Rom. Kap. 9-11 skal læses i sammenhæng. Og dette sammenhængende afsnit slutter med at sige flere ting, som bekræfter at Gud ikke har forkastet Israel:

1 Rom. 11,1-2: Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke!

                           Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme.

                           Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig.

2 Rom. 11,28-29:  I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld;

                                  men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld.

                                  For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.

Gud har hverken forkastet Israel eller fortrudt sit kald til dem, rigtig mange profetier vedrørende jøderne og det forjættede land er gået i bogstavelig opfyldelse i min levetid, ogandre profetierventer stadig på deres opfyldelse:

En er Joel 4,1-3:   I de dage og på den tid, når jeg vender Judas og Jerusalems skæbne, samler jeg alle folkeslagene og fører dem ned i Joshafats dal. Dér vil jeg holde rettergang med dem om mit folk og min ejendom, Israel, som de spredte blandt folkene. De delte mit land imellem sig og kastede lod om mit folk. De solgte en dreng for en skøge, og de gav en pige for den vin, de drak.

En anden er: Ez. 37,21-28: Jeg henter israelitterne hjem fra de folkeslag, hvor de måtte drage hen. Jeg samler dem alle vegne fra og bringer dem til deres eget land.Jeg gør dem til ét folk i landet, på Israels bjerge, og der skal være én konge for dem alle. De skal aldrig mere blive to folk og aldrig mere deles i to kongeriger.   De skal ikke længere gøre sig urene ved deres ækle guder og deres møgguder og alle deres overtrædelser. Jeg frelser dem fra deres syndige frafald og renser dem; de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud.  Min tjener David skal være konge over dem, og de skal alle have én hyrde. De skal følge mine bud og omhyggeligt holde mine love.  De skal bo i det land, jeg gav min tjener Jakob, der hvor deres fædre boede. De og deres børn og børnebørn skal bo der for evigt, og min tjener David skal være deres fyrste til evig tid.   Jeg slutter en fredspagt med dem; det skal være en evig pagt. Jeg gør dem talrige, og jeg giver dem min helligdom for evigt.  Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.Så skal folkeslagene forstå, at jeg er Herren. Jeg helliger Israel, for min helligdom er hos dem til evig tid.

Guds helligdom vil til evig tid være iblandt dem Han i sin vrede (ca. år 130) spredte ud over hele jorden, for derefter at samle dem tilbage til det forjættede land, som aldrig i evighed skal deles. Israel blev et land igen på én dag (den 14.maj i 1948), hvilket jo er opfyldelsen af profetien her fra  Es. 66,8-12:  Hvem har hørt mage, hvem har set dets lige? Kommer et land til verden på én dag? Fødes et folk på et øjeblik? Ja, Zion får veer og føder straks sine børn.  Skulle jeg åbne moderlivet uden at lade hende føde? siger Herren. Skulle jeg sætte fødslen i gang og hindre den igen? siger din Gud. Glæd jer med Jerusalem, fryd jer med hende, alle I, der elsker hende; tag del i hendes glæde, alle I, der sørgede over hende.  Så skal I drikke og mættes og finde ro ved hendes bryst, I skal die og glæde jer ved hendes dejlige bryst.   For dette siger Herren: Jeg leder til hende en flod af velstand og folkenes rigdom i en rivende strøm. Hendes børn skal bæres ved hoften og vugges på knæ.

Jeg ved snart ikke hvordan det kan siges tydeligere at Gud ikke har slået hånden af det folk, som Han valgte at føde Jesus igennem. Nuvel, Han har kaldt nogle andre, som ikke er ét folk til at være ét folk ¹ (kirken), men disse to folk (kirken og Israel) skal fungere side om side i harmoni, som Guds to folk, og den sande kirke (ikke den menneskelige organisation, som i daglig tale kaldes kirke, men den der er bygget af levende stene) vil helt naturligt elske og ære Israel, som Gud bad Moses fortælle farao er Hans førstefødte søn, for vi læser jo i 1. Joh 5,1: Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud. Og enhver, som elsker den, der har født ham, elsker også den, der er født af ham; 

Eftersom Israel er Guds førstefødte, bør det være en selvfølge at de, der er født af Gud (ved tro) elsker og støtter Israel på trods af de fejltrin de uvægerligt kommer til at tage, når de konstant angribes af alle de omkringliggende folk, og faktisk også af resten af verden.

Du kan få en yderligere uddybning ved at klikke her.

Slutbemærkning

Jeg indledte med at fortælle at Jacob Prasch siger at han aldrig har mødt en forkynder der forkynder erstatningsteologi, som ikke også forkynder vranglære på andre punkter. Det samme synes jeg selv at have erfaret, og selvfølgelig: Hvis en forkynder kan påstå at Gud har forkastet Israel, så kan han naturligvis også markedsføre andre ubibelske påstande. I bunden af sideb her har jeg indsat et dokument med en en undervisning af Michael Wlach. Den kan læses ved at scrolle igennem den med hjulet på musen

For eksempel er det meget ofte således at de, der hævder at Gud har forkastet sit folk Israel er cessationister ( dem, der hævder at de karismatiske nådegaver ophørte med at fungere efter aposteltiden), men de "glemmer" så at Paulus i fortsættelse af at have skrevet om Guds forhold til Israel, skriver sådan i Rom. 11, 29: For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.

Og så fortsætter han i kap. 12 (i samme åndedrag så at sige) med at beskrive de karismatiske nådegaver.

1 Rom. 9,24-26:  Dertil kaldte han også os, ikke kun blandt jøder, men også blandt hedninger   – som det hedder hos Hoseas:

  Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk,Og kalde Ikke-Elsket Elsket; og dér, hvor det lød til dem

  I er ikke mit folk, dér skal de kaldes den levende Guds børn.