OM GERNINGSFRELSE

Jeg er opvokset i et indremissionsk miljø, og i mine første studieår i København kom jeg i LM og KFS, så jeg har altid lært og vidst at jeg intet kan bidrage til min egen frelse, og jeg har måske endda troet at det var farligt at arbejde på at leve et helligt liv, for så ville selvtilfredsheden højest sandsynligt få mig til at falde ud af nåden. Igennem de senere år er det dog gået op for mig at det er ikke det Bibelen forkynder. Bibelens forkyndelse er at et menneske, der er født af Gud bør gøre gode gerninger, ikke for at tilføje det tilretfærdiggørelsen, som måske måtte mangle i Jesu stedfortrædende død, men i taknemmelighed over frelsen, og så for at ære Gud, for det er naturligt at der må være et ønske om at ære den ene sande Gud, der ofrede sig selv for min skyld. Denne nye indsigt har bevirket at jeg i mine artikler har slået hårdt på at vore liv SKAL bevise at vi er Guds børn (Jak. 2, 25-26). En sådan tale har jeg godt vidst ville provokere dem kraftigt, som har den evangelisk lutherske lære i deres DNA,

Og ikke overraskende har én anklaget mig for at forkynde det samme, som katolikkerne: frelse ved tro OG gerninger! Det har dog aldrig været min intention at forkynde et sådant budskab, men har jeg alligevel imod min vilje fået sagt noget sådant, så vil jeg opfordre enhver til at vise mig hvor, for er jeg beviseligt galt på den, så ønsker jeg at blive korrigeret. Jeg kan i så fald kontaktes ved at klikke her

Til slut

For at det skal stå tindrende klart at jeg ikke tror at gerninger kan bidrage det mindste til en persons frelse, så vil jeg her klart sige: DET KAN DE IKKE!!  Jesus sagde på Korset ”det er fuldbragt" og  Hebr. 7,26-27 siger:  For en sådan ypperstepræst trængte vi til, en der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene, en der ikke som de andre ypperstepræster er nødt til hver dag at bringe ofre, først for sine egne synder og så for folkets; for det har han gjort én gang for alle, da han bragte sig selv som offer.

I det øjeblik man siger ja til Jesu kald, angrer sin synd og vender om til Ham, så er man ren og retfærdig himmelen værdig, men muligheden for frafald eksisterer, og her kan et liv i efterfølgelse af Jesus (sådan som Han opfordrer til igen og igen), virke bevarende. På den måde kan gerninger måske alligevel siges at medvirke til et menneskes frelse: Derved at det hjælper vedkommende til at holde ud til enden, eller, som Jesus sagde i Matt. 24, 12b-13 (om endetiden): kærligheden bliver kold hos de fleste. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.

Jeg gentager lige for at sikre mig imod misforståelse: Det er IKKE således at Jesu gerning på Korset kun bringer os næsten i mål, og at vi så skal gøre resten selv, men et liv i efterfølgelse kan måske (måske!) bevare et allerede frelst menneske fra frafald¹. For al erfaring viser at når et troende menneske begynder at leve et liv, som afviger fra Jesu anvisninger, så ligger det snublende nært for vedkommende at begynde at følge/formulere et anderledes evangelium², der retfærdiggør vedkommendes uhellige livsstil. Derfor: Det er ikke et spørgsmål om at vælge imellem to grøfter: frelse ved tro alene (på den ene side), eller gerningsfrelse (på den anden side). Nej, det det drejer sig om at vandre midt på vejen. Jesus er vejen, og Han sagde ”følg mig” og ”hvorfor kalder i mig Herre, når i ikke gør, det jeg siger? ”

Når dette er sagt må jeg dog vedgå at Gud i sit ord faktisk taler anerkendende om de helliges retfærdige gerninger. Det har jeg kommenteret andetsteds, og det kan du se ved at klikke her

1  Nogle lærer ”en gang frelst – altid frelst”. Den lære ”holder ikke vand”

   for Frafaldets mulighed er en bibelsk kendsgerning siger 1. Tim. 4,1-2:   Men Ånden siger udtrykkeligt,

   at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme,

   som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed.

   Og så er der jo selvfølgelig også 2. Pet. 2,20-22:   Hvis mennesker gennem erkendelsen af vor

   Herre og frelser, Jesus Kristus, har gjort sig fri af verdens urenhed, men igen lader sig besnære

   og overvinde af den, er det sidste værre for dem end det første.

   For det havde været bedre for dem slet ikke at have lært retfærdighedens vej at kende end først

   at lære den at kende og siden vende sig fra det hellige bud, som de har fået overdraget:

   så er det gået dem, som ordsproget træffende siger: »Hunden vender tilbage til sit eget bræk,« og:

   »Når en so er vasket, vælter den sig i sølet.« og 2. Tess. 2,3:  Lad ingen på nogen måde forlede

    jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn,

    Derudover siger Jesus indirekte at man kan få sit navn slettet af livets bog, hvis man ikke lever ret. 

    Han siger sådan i Åb. 3,1b-5: Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner:

    Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død.Vågn op og styrk resten,

    som er døden nær, for jeg har ikke fundet, at dine gerninger er fyldestgørende over for min Gud.   Husk derfor,

    hvorledes du tog imod og hørte; hold fast ved det, og omvend dig! Hvis ikke du våger, kommer jeg som en tyv,

    og du ved ikke, hvilken time jeg kommer over dig.  Men nogle få har du i Sardes,

    som ikke har sølet deres klæder til, og de skal vandre med mig i hvide klæder,  for det er de værdige til. Den,

    der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog,

    men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle.

2   Paulus siger således om et anderledes evangelium: Gal. 1,9:  Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen:

      Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han Udtrykket,

     der bruges her er anatema (henvist til Helvede). Den, der forkynder er anderledes evangelium bliver altså

     sendt i helvede!