RELIGIØSITET MARKEDSFØRT SOM KRISTENDOM

Inden du læser artiklen herunder vil jeg gerne om du vil bruge 7 min. På at se ”det kristne budskabs kulturelle vandring” ved at klikke her

Satan har næsten lige siden Gud skabte ham ønsket at overtage Guds plads (læs Ez. Kapitel 28)

Han ønsker at blive tilbedt, som gud, og har hele tiden benyttet det at efterligne Gud på forskellig vis.

Et af hans mest effektive ”værktøjer” er religiøsitet, for det naturlige menneske er religiøst anlagt, og ved at udnytte det opnår Satan menneskers tilbedelse. Folk er måske ikke bevidste om at det er ham de tilbeder, når de dyrker forskellige afarter af religiøsitet, men det er det, eller det ender det ofte med at blive, selv om det indledningsvist ser uskyldigt og sandt ud.

Han har forført hele folkeslag ved hjælp af religiøsitet/religion: i perioden omkring år1400 før vor tidsregning tilbad Ægypterne deres konge, som værende Gud. Det gjorde japanerne også op til og under 2. verdenskrig (altså deres kejser) Tyskerne tilbad Hitler. Muslimerne tilbeder Muhammed

Gud havde dog ikke tænkt sig at ”kaste håndklædet i ringen”. Han havde et modtræk: Han ville knytte mennesker til sig ved bånd, der består af gensidig tillid, og Han kaldte så Abram til at være forfader til et folk, som Han ville bruge til at række menneskeheden adgang til sit evige rige baseret på menneskers tro og tillid til Gud selv.

  Hertil kaldte Han altså Abram hos hvem Han vidste Han ville  finde en sådan tro. Der står jo om Abraham (som Abram senere kom til at hedde) at han blev retfærdiggjort af tro (Ikke af en teoretisk tro på Guds eksistens, men en tro, der førte til handling). Gud testede hans tro ved at bede ham gøre ting, der stred imod al sund fornuft, altså at gøre det  i tillid til at det ville ende godt bare fordi Gud havde befalet det. Selv her havde Satan dog sit modtræk: Han bildte det jødiske folk ind at de havde deres ”på det tørre”, af den grund at de havde Abraham til forfader. Altså igen, som med ægypterne, japanerne og tyskerne på grund af deres nationale/etniske tilhørsforhold. Men Gud"punkterede" så den opfattelse ved at forklare dem  (igennem Johannes døberen): ”jeg kan opvække børn til Abraham af stenene dér”. Men Satan havde endnu en faldgrube: Troen på at pligtmæssig overholdelse af højtider, ritualer og påbudte ofringer, kunne frelse dem! Det udviklede sig til ren religiøsitet, og det fik på et tidspunkt Gud til i Amos 5, 21-23 at sige: Jeg hader og forkaster jeres fester, jeg bryder mig ikke om jeres festdage.  Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre, tager jeg ikke imod dem, og måltidsofre af jeres fedekvæg vil jeg ikke se.   Fri mig for lyden af dine sange, dine harpers klang vil jeg ikke høre!

Men Gud annoncerede så i Jer. 31,31 at Han ville oprette en helt ny pagt med Israel og Judas hus. En pagt, som skulle give folk et nyt hjerte, hvorpå Guds lov er skrevet (i stedet for, som før på stentavler og i bogruller) (ikke at det der er skrevet i bogrullerne derved er annulleret). Disse mennesker med nye hjerter skulle så tilsammen blive til ”et folk, som ikke er et folk”. Det folk består alle dem, der er blevet født af Gud ved tro på Jesus, som værende Messias, og Gud har et personligt hjerteforhold til hvert enkelt individ i dette folk (ingen i det folk kan diktere en anden hvordan han skal tro, for hver enkelt bliver vejledt direkte af Gud via Bibelen og Helligånden). Desværre lykkedes det endnu en gang Satan at stikke en kæp i hjulet på Guds vogn. Endnu engang spillede han ”religiøsitetskortet”, derved at Kejser Konstantin i det 4. århundrede gjorde kristendom til statsreligion idet romerske imperium i håbet om at det kunne holde sammen på det smuldrende romerske imperium. Som et led i den strategi overgav han alle sine besiddelser til biskoppen i Rom, og i de næste 12 århundrede herskede romerkirken nærmest uindskrænket i hele den kendte verden. Brutal fysisk magt blev midlet til at tvinge alle ind i kirken, som pavens undersåtter og utællelige kristne, der valgte at leve efter apostlenes lære blev brutalt tortureret og myrdet af romerkirken. Satan er dog ikke dum. Han vidste godt at på et eller andet tidspunkt ville befolkningerne søge at fri sig for romerkirkens politisk/religiøst baserede tyranni (hvilket faktisk skete i oplysningstiden(renæssancen)), så han måtte have endnu et ”es i ærmet” for at binde mennesker under falsk religion. Dette Es er ideen om at nåden Jesus betalte for med sit blod er noget, der skal ”udloddes i små portioner via sakramenter, som administreres/forvaltes af kirkens præster (ordet sakramente forstås som nådemiddel og er altså et middel til udlodning af nåde) sakramenttanken taler til folks religiøsitet, og har så stærkt et greb i folk at selv reformationen ikke fik gjort op med den, men reformatorerne lavede deres egen version af sakramenter. Jeg har faktisk mødt mennesker, som siger at de først og fremmest går i kirke for at få del i sakramenterne.

Tanken om religion, som en national sag overlevede også reformationen, idet det blev aftalt imellem protestanterne (lutheranerne) og romerkirken at folk skulle have samme tro, som deres regent. Derved styrkede de tyske fyrster deres magtposition. De skandinaviske lande endte også op med nationale kirker (i Danmark en folkekirke med en kirkeminister, og staten, som ret aktiv aktør i kirkens ledelse (senest omkring vedtagelse af ritualer for vielse af homoseksuelle). I dette spil blev dåbens sakramente til et effektivt politisk værktøj til at indlemme alle i kirken.

Det kan ikke undre at en kirke, som hovedsageligt tiltrækker folk, der går efter religiøse oplevelser i form af liturgi og sakramenter, er et let offer for indtrængning af New Age, for det eneste man har at tilbyde folk er oplevelser, Som kan bestå af en oplevelse af fred og tryghed, når præsten proklamerer at et barn nu er født på ny, og har modtaget Helligånden, eller det kan bestå af budskabet ved alterbordet om at man nu har modtaget syndsforladelse for synder, der er begået siden sidste altergang. Der kan også være en salig oplevelse af fred ved at lytte til skøn korsang uanset det faktum at mange af musikerne tager aktiv afstand fra det budskab de synger om.

Akkurat, som det i Israel udviklede sig til ren og skær religiøsitet, så er kirken i dag ikke funderet   på klippen (Guds ord), men på religiøsitet, så under den ene fjernsynsdebat efter den anden ser vi danske politikere, som intet har forstået af evangeliet kalde sig for kristne (ofte for at differentiere sig fra muslimske fundamentalister). Jo mere man tænker over detovenfor beskrevne forløb, og hvordan Satan har forført alt og alle, jo bedre forstår man dels at vi er på vej ind i det store Babylon, som er omtalt i Åb. 14, 16,7 og 18, og dels advarslen i Åb. 18,4-5: Og jeg hørte en anden røst fra himlen sige: Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager.  For hendes synder har hobet sig op til himlen, og Gud har ikke glemt hendes uretfærdigheder.

Min artikel her er faktisk en opfordring til alle om at rive sig løs fra alle de ting, som diverse teologer igennem tiderne har lagt ind i og tilføjet det kristne budskab.

  Vend for alt i verden tilbage til det budskab, som Jesus og apostlene forkyndte. Sæt jer ind i hvordan budskabet blev opfattet af folk, som Paulus, der virkelig kendte og forstod det, der den gang udgjorde Guds ord (Det Gamle Testamente) eller, som Jesus udtrykte det overfor de skriftkloge i Joh. 5,45-47:   Tro ikke, at jeg vil anklage jer hos Faderen; den, der anklager jer, er Moses, ham I har sat jeres håb til. Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om.  Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?«

Den rette indgang til at forstå evangeliet er altså ikke Luther eller Calvin, men Moses!

Jesus kalder sig vejen, sandheden og livet, og interessant nok betyder ordet torah vejen (altså det samme, som Jesus kalder sig selv).

Hvis du tog dig tid til at lytte til det budskab artiklen her begyndte med at linke til, så fik du et billede af hvorledes hedningekirken har bevæget sig bort fra det oprindelige budskab, ved løbende at tolke skrifterne ud fra sit eget kulturelle ståsted. Den førende katolske teolog i det 20. århundrede (jeg husker ikke lige her og nu hans navn) skrev at 70 % af den katolske kirkes rites og ritualer har hedensk rod. Desværre gjorde reformatorerne ikke ”rent bord” i forhold til romerkirkens fejlagtige teologi, andet end lige på det punkt at frelse er baseret på tro og ikke lovgerninger. Andre former for vranglære fik lov at ”overleve” og forurener derfor evangeliske kirker den dag i dag. Reformatorerne burde have fulgt opfordringen i 1. Kor. 5,7: Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus.