OM KENOSIS

1. Tim. 2,5-6:Der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle – det var vidnesbyrdet, da tiden var inde.

Der er én formidler: Mennesket Jesus!

Men vi har så Joh. 1, 1-4:I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.  Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

og

Joh, 1,14:Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Jesus var 100 % menneske, og samtidig var Han 100  % Gud. Han kom for at give sig selv, som løsesum (et fuldgyldigt offer) for alle som tror.

Alle de af Gud påbudte dyreofringer i tiden før Jesus pegede hen på Jesus. alle de lam, der over tid blev spist til pasche-samlinger fra udgangen af Ægypten og frem, er billeder på det endelige og fuldkomne Guds lam (Jesus), men Han kunne kun være en fuldkommen løsesum, hvis Han levede et liv helt på vore betingelser. Han skulle være absolut syndfri da han blev ofret, men Han skulle leve på vore betingelser, og alligevel klare det at leve syndfrit. Fil. 2,6-8:han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud,   men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske,  ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.

Det at Jesus gav afkald på sin guddommelighed kaldes Kenosis. Det at Han på en og samme gang var 100 % menneske og 100 % Gud, og dog gav afkald på sin guddommelighed ( faktisk tømte sig for guddommelighed), er noget, der kun kan fattes med troen, men det er logisk og rationelt alligevel. Havde Jesus ladet sig friste til at bruge sin guddommelighed for at modstå synd, så kunne Han ikke på korset have sagt ”Det er fuldkommet”, og så kunne det måske give mening det katolikkerne gør i eukaristien med at ofre Ham igen og igen, men nej: Jesus holdt ud og gennemførte fejlfrit den opgave Han blev menneske for at fuldføre. Han lod sig endda på Guds befaling teste på dette punkt: Luk. 4,1-13: Jesus vendte tilbage fra Jordan fyldt af Helligånden, og ført af Ånden var han ude i ørkenen i fyrre dage og blev fristet af Djævelen. Han spiste ikke noget i de dage, og da de var gået, led han sult. Da sagde Djævelen til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig til stenen her, at den skal blive til brød.« Men Jesus svarede ham: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene.‹ « Så førte Djævelen ham højt op og viste ham i ét nu alle jordens riger og sagde til ham: »Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså tilbeder mig, skal alt dette være dit.« Men Jesus svarede ham: »Der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Derpå førte Djævelen ham til Jerusalem, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned herfra. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling om at beskytte dig, og: De skal bære dig på hænder,så du ikke støder din fod på nogen sten.« Men Jesus svarede ham: »Der er sagt: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ « Da Djævelen ikke havde mere at friste med, forlod han ham for en tid.

Det var Helligånden, der ledte Jesus ud for at blive fristet, så det kunne blive ”slået fast med syvtommersøm”  at Jesus var det fejlfrie Guds offerlam. Da Israel i Ægypten fik befaling om at afholde den første pasche-fejring med spisning af et fejlfrit lam fik de at vide at de skulle udvælge lammet fra flokken på den 10. dag i Nisan måned, og så de næste 4 dage undersøge det om det var fejlfrit, og hvis det var fejlfrit, så kunne de slagte det den 14. dag i Nisan og spise det, og stryge dets blod på dørstolperne, så at når dødsenglen så blodet gik forbi det hus og undlod at dræbe den førstefødte. Akkurat, som påskelammet, som familierne slagtede skulle tages fra flokken, men være fejlfrit, således skulle Jesus være en af os på lige fod med os, men være fejlfri, hvis Hans offergerning skulle kunne løskøbe os der tror. Satan vidste

at hvis han kunne friste Jesus til at bruge sin guddommelighed, så havde han vundet derved at han havde gjort det projekt Jesus var i gang med værdiløst, men Jesus lod sig ikke overtale. Han bestod prøven og vedblev at være et menneske på vore betingelser. Da jeg indså dette, steg min allerede store respekt for Jesus nærmest eksponentielt. Teologer kommer med mange forskellige bud på hvad kenosis er, men de fleste forklaringer jeg har set, er bare åndeligt døde menneskers filosofi. Kenosis er at Gud blev menneske (i Jesus) helt på vore betingelser, og alligevel formåede Han at leve et fuldstændigt retfærdigt liv. Jesus var 100 % Gud og 100 % menneske. Helt på vore betingelser levede Han et syndfrit liv, så Han kunne dø en stedfortrædende død for os, for et absolut syndfrit menneske er mere værd end alle os andre tilsammen.

Jeg vil slutte med at sige lidt om hvor vigtigt Guds ord er:

som det kan ses af de allerede citerede skriftsteder,

så var/fandtes Guds ord før alt andet (i begyndelsen), og i grundteksten til Salme 138,2 ser vi at Gud har gjort sit ord større end sit eget navn. En af forudsigelserne af Messias finder vi i 5. Mos. 18, 18-19:Jeg vil af deres egen midte lade en profet som dig fremstå for dem, og jeg vil lægge mine ord i hans mund. Han skal forkynde dem alt det, jeg befaler ham, og den, der ikke adlyder mine ord, som han taler i mit navn, vil jeg kræve til regnskab.

Selv ortodokse jøder ser på dette skriftsted, som en forudsigelse af Messias!

Joh. 14,23:Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.

Joh. 8,51:Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«

Åb. 22,18-19:Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog, og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog.

Salm. 119,60:Summen af dine ord er sandhed, og alle dine retfærdige bud gælder i evighed.

Guds ord er sandhed, Jesus er Guds ord, og er derfor sandhed (Sandheden), og vi kan forstå vigtigheden af Guds ord ved at se hvad Gud gør ved den, der laver om på det, eller de, der ikke tager imod kærlighed til det. 2. Tess2, 8-11:Da skal den lovløse åbenbares; ham skal Herren Jesus dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt. Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive dømt (understregningen er min).

I Matt. 15,8-9 sagde Jesus til farisæerne: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig,  forgæves dyrker de mig for det, de lærer, er menneskebud.«

og i Matt. 23,15:Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv. De, der lod sig overtale til at følge farisæernes blanding af Guds ord og egne ord blev gjort fortjent til Helvede!

Dem, der ikke tager imod kærlighed til sandheden (Guds ord), eller sandhed i det hele taget. vil Gud sende vildfarelsens magt over. Mon ikke det jeg har sagt her i dette afsnit er en kraftig understregning af hvor vigtigt det er at holde fast ved Guds ord (Jesus)? Når Jesu kunne kaldes (og faktisk var ) Guds ord er det blandt andet fordi Han levede et fuldstændigt syndfrit liv, men der er måske  også, og lige så meget fordi Han ene og alene lærte andre det Faderen lærte Ham, Joh. 8,28:Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg.

Vi, der ved omvendelse og tro er blevet født af Gud, lever konstant i den konflikt at Guds ånd, som Han har givet os, som pant, og vores kødelige natur er i indbyrdes strid. Paulus beskriver det således i Rom. 7,14-24:Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden.  For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.  Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god.  Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke.  For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov

ingen af os formår at leve et syndfrit liv, men én ting kan vi efterleve: Vi kan tale Guds sandhed ind i de situationer og sammenhænge  vi oplever. Vi kan altså i vores tale være tro imod Guds ord, og være lydige imod  Jesu befaling her i Matt. 5,37:Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.

Eller være, som Paulus beskriver her i

2. Kor. 2,15-17:For vi er Kristi vellugt for Gud blandt dem, der frelses, og blandt dem, der fortabes  – for dem, der fortabes, en duft af død til død, for dem, der frelses, en duft af liv til liv. Og hvem duer til det?  Vi driver jo ikke som alle de andre handel med Guds ord, men taler renfærdigt på Guds vegne, for Guds ansigt i Kristus.

Når vi taler, skal vi altså tale, som Gud taler.  Altid tro imod sandheden, også selv om det med sikkerhed vil føre til at vi vil blive kaldt ukærlige og dømmende, og vi vil få at vide

at vi mangler empati.