FØRSTEGRØDENS DAG

Jeg vil indlede med 2 skriftsteder:

først:

4. mos. 28,26. På førstegrødens dag, når I bringer Herren et offer af den nye afgrøde under jeres ugefest, skal I holde hellig festforsamling; da må I ikke udføre noget arbejde.

Og dernæst:

1. Kor, 15,20-23:

Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til.

Dette viser flere ting:

Gud er historiens herre. Han kan få tingene til at ske lige på den dag Han har planlagt (jeg tænker her på den dag, som i jødedommen kaldes førstegrødens dag¹),

Gud har lagt det til rette, således at dem, der vil acceptere at den nye pagt er den naturlige konsekvens/opfyldelse af den gamle pagt, klart kan se ”den røde tråd” der sammenknytter de 2 pagter.

Desværre opstod der kort efter at apostlene var borte det, der blev begyndelsen til det vi i dag kalder den katolske kirke. Personligt ser jeg den, som det Paulus advarede imod i følgende 2 skriftsteder:

1. Tim 4,1-3: Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed. De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden.

Ap. Ger. 20, 29-31: Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal I være på vagt. Og husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under tårer.

Brændemærkning er noget man bruger for at dokumentere ejerskab, og når de er brændemærkede i deres samvittighed, så er det fordi deres samvittighed tilhører Satan.

Den katolske kirke har fra dag ét arbejdet på at amputere kirken fra sine jødiske rødder, og reformatorerne skilte sig desværre ikke ret meget ud fra den katolske kirke på dette punkt, så den dag i dag kører lutherske og reformerte kirker på mange punkter videre i samme spor som den katolske kirke.

Med jødiske rødder tænker jeg på rødder i den gammeltestamentlige jødedom, som var grundlagt af Gud selv. Naturligvis tænker jeg ikke på den falske talmudiske jødedom, som opstod i kølvandet på templets fald, og selvfølgelig heller ikke de mange vanvittige afarter af jødedom, der er opstået igennem årene.

Ved at afskære forbindelsen til rødderne i jødedommen er det lykkedes at lave noget, som vi måske kan kalde et træ uden rødder, eller i hvert fald med et meget svagt rodnet, og vi ved jo alle hvor vigtigt et godt rodnet er for et træ i tilfælde af storm.

En af måderne hvorpå den katolske kirke amputerede forbindelsen til jødedommen var ved at flytte fejringen af Jesu død og opstandelse, så den kom til at falde sammen med fejringen af ”himmeldronningen” (den babylonske gudinde ishtar). De jesustroende jøder forlod kirken i protest ved den lejlighed.

Det er ikke svært at se hvordan Ishtar over tid blev til oster på tysk og easter på engelsk.

Bemærkelsesværdigt er det så

at katolikkerne i dag kalder Jomfru Maria for himmeldronningen²

En anden måde var ved at kalde førstegrødens dag, hvor Jesus, som er førstegrøden af de hensovede, opstod fra de døde for påskedag. Derved skjulte man det at vejen til Guds rige er ved åndeligt at gennemgå det samme, som Jesus gennemgik legemligt (død, begravelse og opstandelse), og derved mistede man en ret forståelse af dåben (allernederst i artiklen (lige efter fodnoterne) har jeg skrevet noget om ret forståelse af dåben).

Og man indførte så 7 sakramenter, som de forstår, som nådemidler.

Den katolske forståelse af nåde er at Jesus ved sit offer skaffede nåden til veje, og at den nåde uddeles i portioner via nådemidlerne, så religiøse ritualer derved er blevet en vej til frelse,

og dette videreførte reformatorerne desværre i en lidt

”udvandet" form, så mange stadig sætter deres lid til den slags (sakramenter).

Da den katolske kirke flyttede påsken forlod alle (eller i hvert fald de fleste) jødekristne kirken i protest.

Ishtar har været kendt under mange navne, Simiramis er navnet hun gik under, som krigeren Nimrods kone. Fortællingen går på at Nimrod, som var hersker i Babylon blev dræbt under en bjørnejagt,

Jesus stod op fra de døde tidlig om morgenen på det der i jødedommen kaldtes førstegrødens dag.
se her hvordan Bibelen omtaler himmeldronningen i Jer. 7,16-20: Du må ikke gå i forbøn for dette folk. Du må ikke holde klage og bøn for dem eller trænge ind på mig, for jeg vil ikke høre dig. Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig. Men er det mig, de krænker? siger Herren. Nej, det er sig selv, og de skal komme til at rødme af skam. Derfor siger Gud Herren: Min vrede og harme skal vælde frem mod dette sted, mod mennesker og dyr, mod markens træer og jordens frugt; den skal brænde og ikke slukkes.
hvad gør man i den katolske kirke?: Man tilbeder kager (oblater), udgyder drikofre (altervin) og tænder ild (stearinlys). Gud sagde til Jeremias: "Du må ikke gå i forbøn for dette folk. Du må ikke holde klage og bøn for dem eller trænge ind på mig, for jeg vil ikke høre dig. Kan du ikke se, hvad de gør"

Er vi mon kommet til et punkt, hvor det ikke længere nytter at bede for kirken?

og Simiramis sørgede over ham i 40 dage, i hvilken periode hun på mystisk vis ved en solstråle (i Babylon tilbad man solen) blev gjort gravid med det resultat at hun fødte ham (Nimrod), så han på den måde kom til live igen. Altså en forfalskning af Jesu genopstandelse.

men hvad er så den rette forståelse af dåb?

Gud bruger hele vejen igennem sit ord en undervisningsmetode, som på hebræisk kaldes Midrash, som helt enkelt betyder at Gud underviser om, hvad der sker i det åndelige på den måde at Han demonstrerer det i ”parallelle” handlinger/begivenheder i den fysiske verden. Han bruger for eksempel billedet at blive født igen, som et billede på skabelsen af en retfærdig ånd i det menneske, der bliver født på ny ved troen på at Jesus er Messias (Kristus), og ved at tro Ham på ordet.

Det samme gælder omkring det med at Jesus er førstegrøden af alle de hensovede:

Jesus blev gjort til synd og oplevede at blive adskilt fra sin far og dø. Derefter blev Han begravet, og Han opstod så som et nyt menneske. Da Maria (Hans egen mor) mødte Ham lige efter opstandelsen kunne hun ikke kende Ham. (Nå OK. Han havde stadig naglemærkerne og spydstikket). Af alle dem, der ender op i Guds rige er Jesus den første, som gennemgik død, begravelse og opstandelse. Det er en midrasisk undervisning om hvad enhver, der når frem til Guds rige skal igennem rent åndeligt: Den, der kommer til en frelsende tro på Jesus, oplever at vedkommendes gamle af synd befængte ånd dør, og den afdøde skal så begraves for senere at opstå som et nyt retfærdigt menneske. Begravelsen symboliseres af at komme ned i vandet, og opstandelsen symboliseres af at stå op af vandet, der symboliserer graven³. Det er beskrevet her i Rom. 6,4-11: Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.

Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

Den ene af de 2, der blev korsfæstet sammen med Jesus bekendte sin tro på at Jesus er Messias. Derfor kunne Jesus sige til ham:

”I dag skal du være med mig i Paradis”.

Han (røveren) døde samme dag på korset han hang på, og kunne derfor ikke gennemgå en dåb, så dåb er ikke nødvendig for frelse, men alle, der kommer til en frelsende tro vil selvfølgelig ønske at følge den procedure, som Gud har anvist. Den procedure viser Bibelen os: Samtlige detaljerede beretninger i Bibelen om dåb viser at først blev mennesker overbevist om deres synd, og derefter kom de til tro på Jesus som Messias, der med sin død betalte for deres synd og derefter blev de døbt. Frelsen er ved tro, og er ikke afhængig af religiøse ritualer,

men jeg tror at vi glæder Gud ved at følge Hans anvisninger, som er der for at demonstrere, hvad der sker i det åndelige,

Nogle siger at det lille barn får troen, som en gave ved dåben,

Det blev til ”moder-søn religionen”, som vi også finder i Ægypten i form af frugtbarhedsgudinden ISIS og senere i den katolske kirke,

i form af jomfru Maria, der tilbedes som himmeldronningen og

Guds moder.

Hele vejen igennem finder vi statuer og billeder af en kvinde med et lille barn i sine arme.

Her nøjes jeg med at vise et billede af den katolske udgave.

men vi læser i Rom. 10, 14:Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?

Et umælende spædbarn kan umuligt forstå en prædiken, så hvordan skal det barn komme til tro? Omvendelse kræver bevidsthed om synd, og evnen til at ræsonnere og tage imod Guds kald til omvendelse. Da Peter prædikede for skarerne på pinsedag, og de spurgte ”hvad skal vi gøre”, svarede han "Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave". For Peter var det en selvfølge at dåb følger omvendelse!

Hvis barnedåb var noget Guds ord anbefalede, så ville vi finde klare uomtvistelige eksempler på barnedåb i Det Nye Testamente. Når jeg har bedt lutherske teologer om sådanne eksempler, så nævner de altid det at der er eksempler på at hele husstande døbes, og de antager så at der i husstanden må have fandtes spædbørn, der blev døbt, men kan det siges med sikkerhed at der overhovedet fandtes spædbørn i husstanden? Og for øvrigt:

Hvis det Guds ord i virkeligheden lærer os, er at dåb skal følge efter omvendelse, så må jeg bare konkludere at alle i husstanden, der var modne nok til at tage imod kaldet til omvendelse, blev omvendt og derefter døbt, og at altså hele husstanden blev Jesu efterfølgere. Om der var spædbørn i husstanden ved jeg intet om, og jeg tvivler på at der findes nogen der har konkret viden om det.

Alt hvad der er skrevet om dåb i brevene til menighederne i Det Nye Testamente, er skrevet til mennesker der har hørt evangeliet forkyndt, som derved er blevet omvendt og derefter døbt med troens dåb. Derfor har de, der modtog brevene forstået det, der skrives om dåb på den baggrund, og det bør vi også gøre.

Jesus sagde til Nikodemus: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.«

Og i Matt. 24 sagde Han: Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.

Hvis et spædbarn, der endnu ikke kan tage stilling til noget immaterielt andet end fysiske ting, som for eksempel sult eller en våd ble bliver genfødt i dåben, så ville vi finde denne lære så klart undervist i Bibelen, at der ikke ville være basis for at debattere for og imod det, for Gud ønsker at alle skal frelses læser vi i 1. Tim. i kapitel 2. Ud fra den viden jeg har, så er det mindretallet af dem, der ”bekræfter deres dåb i konfirmationen” , der virkelig bekender Jesus, som deres herre og mester hvis man går dem lidt på klingen, og kun den, der holder ud til enden bliver frelst. Altså kan man sige at den såkaldte genfødsel i barnedåben ikke er særlig holdbar.

Det er efter min mening mest et politisk værktøj for at få så mange, som muligt gjort til livstidsmedlemmer af kirken, og selvfølgelig her i Danmark Folkekirken, så alle betaler kirkeskat.

Barnedåb er menneskelære eller "menneskebud", som det kaldes i 1990 oversættelsen, og Jesus sagde i Matt. 15,9-6:Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.« Og hvis der var noget, der kunne få Jesus til at bruge stærk tale, så var det når de skriftkloge lærte menneskebud. Han sagde sådan til dem i Matt. 23, 27:Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed.

I de 5 Mosebøger kan vi læse om alle de forskellige ofringer, som Gud pålagde det jødiske folk at bringe til Ham. Disse ofringer var billeder på det at Jesus ca. 1500 år senere ville ofre sig selv, som et sonoffer for vores synder, men Gud siger at Han vil tilbedes i ånd og sandhed. Han ønsker at have et personligt forhold til hvert enkelt menneske, hvilket det enkelte menneske kan opleve ved igennem omvendelse og ny fødsel at blive et Guds barn. For jøderne gik det sådan at de endte op med at tro at sand gudsdyrkelse bestod i at overholde loven, men ingen kan overholde hele Guds lov, og de mente så at det at overholde alle lovene omkring ofringer var tilstrækkeligt til at retfærdiggøre dem over for Gud, så de endte ud i ren og skær religiøsitet i den tro at religiøse handlinger kan retfærdiggøre et menneske, men Gud er så afgjort ikke interesseret i død religiøsitet, så Han endte med at sige således i Amos bog 5, 21-24: Jeg hader og forkaster jeres fester, jeg bryder mig ikke om jeres festdag Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre, tager jeg ikke imod dem, og måltidsofre af jeres fedekvæg vil jeg ikke se. Fri mig for lyden af dine sange, dine harpers klang vil jeg ikke høre! Men ret skal strømme som vand, retfærdighed som en stadig rindende bæk.

Desværre er det gået kirken, eller i hvert fald den katolske og lutherske kirke, og vel også i reformerte kirker, som det gik for Israel, at man sætter sin lid til døde religiøse handlinger, som dåb og nadver,

1. Kor. 10,11 fortæller os at det der er skrevet i Det Gamle Testamente er skrevet for at advare os, at vi ikke handler, som Israel gjorde! Så lad os dyrke Gud i ånd og sandhed og ikke i døde religiøse handlinger, som Israel altså endte op med at gøre.

Jeg har igennem årene opfordret adskillelige lutherske teologer til at vise mig bare ét sted, hvor Bibelen utvetydigt lærer os at døbe spædbørn, men ingen har nogensinde kunnet gøre det. Jan Frost, der senere blev generalsekretær i Ordet og Israel arbejdede en overgang, for IM, som omrejsende bibellærer, og jeg hørte ham sige fra talerstolen i indre mission i Vejle: Barnedåb findes ikke i Bibelen.

Vi har en anden konkret udtalelse om spædbørn, og det er i Matt. 19, 13-15:Så bar de nogle små børn til Jesus, for at han skulle lægge hænderne på dem og bede; disciplene truede ad dem, men Jesus sagde: »Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig, for Himmeriget er deres.« Og han lagde hænderne på dem og gik derfra.

Bemærk: Jesus sagde uden forbehold: ”Himmeriget er deres” Der blev ikke nævnt noget om at det forudsatte barnedåb, nej det gælder alle spædbørn at Himmeriget er deres!

Men så snart et barn når det stade i livet at det har mulighed for at forstå den realitet at vedkommende er en fortabt synder, der behøver Jesu stedfortrædende død for at opnå Himmeriget, så bliver omvendelse og dåb vejen til Guds rige. Det er det apostlene lærer os i deres breve i Det Nye Testamente, og det siges kort og klart i Ap. Ger. 2,37-38:Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?« Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.

Der er masser af eksempler på at folk, der følger Peters anvisning her om at lade sig døbe efter deres omvendelse, at de bliver døbt i Helligånden og begynder at tale i tunger. Sådan går det ikke for alle, men alle får Helligånden, som pant. De eksempler på omvendelse og dåb vi finder i Bibelen viser at nogle bliver døbt med Helligånden, og andre gør ikke, så vi skal passe på at vi ikke sætter regler op for hvad der skal ske på det punkt. Vi er alle forskellige og Gud tager hensyn til vores forskellighed.

Jeg vil bruge Paulus’ undervisning, som eksempel:

Alle hans breve (epistle) bortset fra Romerbrevet, er skrevet til menigheder, som han selv havde grundlagt på sine missionsrejser, og alle menighederne bestod af mennesker, som var hedninger og vantro indtil de på grund af forkyndelsen af evangeliet omvendte sig, og efterfølgende lod sig døbe, så alt hvad Paulus skriver om dåb i sine breve skrives altså til folk, der har været den ”tur" igennem, og de forstod derfor det han skrev om dåb på den baggrund, og det er på den baggrund vi i dag skal forstå epistlernes omtale af dåb, så det Bibelen lærer os er at omvendelse kommer før dåb.

Barnedåb gør hverken til eller fra for det umælende spædbarn, som intet fatter af hvad der foregår, men barnedåb er ødelæggende for det kirkesamfund, der dyrker denne lære, for det er fatalt at lægge noget til i undervisningen, som Bibelen ikke har sagt. Det får vi at vide med meget klare ord i Åb. 22,18:Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog,

Det vil Han fordi det at forkynde noget i Guds navn, som Gud ikke har sagt (altså at lægge Gud ord i munden, som Han ikke har sagt) gør Ham så vred at Han sender folk i helvede for at gøre det. Det store problem med farisæerne og de skriftkloge var ikke bare deres selvretfærdighed, men at de føjede noget til Guds ord, og derfor sagde Jesus til dem i Matt. 23,15:Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv.

Og i Matt. 23,33:Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?

Nå her bliver jeg for fuldkommenhedens skyld nødt til at nævne de to røvere, der blev korsfæstet sammen med Jesus, Den ene spottede Jesus og sagde »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.« da røveren gav udtryk for sin tro på Jesus, sagde Jesus til ham ”i dag skal du være med mig i paradis” og han kunne jo af gode grunde ikke nå at blive døbt først, der står jo at Jesus døbte ingen, og inden Jesu død kunne man jo ikke blive døbt til Hans død, som endnu ikke var fundet sted, men det vi drøfter her og nu, er rækkefølgen af omvendelse og dåb under mere normale forhold. og om barnedåb er sund bibelsk lære eller ej. Læren om barnedåb kan spores tilbage til Augustins vranglære, og hvis du vil tage dig tid til at grave i dybden kan du få det at se ved at klikke her.

3. Man begraver jo ikke folk, der ikke er døde, så et spædbarn, som ikke ved omvendelse og tro åndeligt er afgået ved døden, skal jo ikke begraves (døbes), og Gud har mange børn, der er født af Ham ved personlig omvendelse og genfødsel, men Han har ingen børnebørn (barnedøbte børn af kristne).

EGNE ARTIKLER

fjerde samling