ER SOKLEN I SIG SELV TILSTRÆKKELIG?

Luk 14,25-30 siger således: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.   Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.   Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt?   – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det!¹

Nogle ser på det at blive en kristen således: Man lever livet, og standser så et kort øjeblik og siger ja til Jesus, for umiddelbart derefter at leve videre, som man altid har gjort (man lever livet, med sig selv i centrum, og for at tilfredsstille sine kødlige lyster, men har ligesom købt sig en livsforsikring, som efter sigende sikrer evigt liv). Sådan ser Jesus ikke på det! Jeg vil nu forsøge at gengive Jesu lignelse i et mere nutidigt sprog:

Hvis en person i en by meddeler at han har taget imod Jesus, som sin frelser, og derfor vil han bygge et hus vil Jesu ære, og uden at sætte midler af til færdiggørelsen køber han en grund og får støbt en sokkel til et hus, som han så hverken har råd til at bygge, eller er villig til at bruge sin opsparing eller indkomst på at færdiggøre. Så vil grunden med soklen ligge der år efter år, og byens indbyggere vil tænke: ”sikke et fjols, og hvor er det latterligt, det med at følge Jesus”.

At blive en kristen drejer sig ikke alene om personlig frelse. Det drejer sig lige så meget om at det, der blev påbegyndt bliver færdiggjort til Guds ære med alle de omkostninger det nu kræver.

De første 15-16 hundrede år af kirkens historie beretter om at en af omkostningerne ved at blive en kristen varforfølgelse, fratagelse af hus, hjem statsborgerskab og ejendele. En anden omkostning var henrettelse på mere eller mindre grusom måde. I dag er der stadig en række lande, hvor de nævnte ting er prisen, men her i vesten er det indtil videre mildere: Det kan være latterliggørelse og/eller udelukkelse fra ”det gode selskab”. Et dansk eksempel er reaktionen på at vor forskningsminister bekendte sin tro på at verden er skabt af Gud. I USA er det blevet sådan at førende forskere inden for næsten alle videnskabsgrene enten mister deres ellers tildelte forskningsmidler eller deres stillinger/jobs hvis de blot antyder at intelligent design kunne være forklaringen på verdens tilblivelse.

Der er en pris, der skal betales for at være en kristen. Intet menneske har i sig selv midlerne til at betale prisen, men det lidt man har skal man være villig til at betale. Når først man har gjort det, opdager man at resten lægger Jesus til, men villigheden skal man demonstrere², for Jesus ønsker ikke et følge af robotter, som er fjernstyrede af Ham selv, nej, Han ønsker at demonstrere sin magt i folk, der af et villigt hjerte er indstillede på at satse alt på Ham³. Det var hvad Han sagde til Paulus da Paulus bad om at blive fritaget for tornen i kødet 2. Kor. 12, 8-9: Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed:« Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig.

Omkostninger, som forfølgelse og forhånelse er dog kun én side af sagen.

En anden side er hvad vi læser om i Rom. 12,12:   Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste.   Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

Under den gamle pagt var der sat begrænsninger på de ofre man skulle bringe: Tiende af førstegrøden, duer ved et barns fødsel, et lam for frikøbning af et æselføl osv. Under den nye pagt er der ingen begrænsning, for vi selv (vor tid, vor ejendom, vore evner, dvs. alt tilhører Herren). I den gamle pagt var ofre noget dødt, som offerdyr, sølv, korn, osv. Under den nye pagt er offeret levende: vort liv, altså den måde vi lever vort liv på. Vore liv skal ligne det liv Jesus selv ville have levet i vort sted, for andre mennesker skal se Ham i os (da Paulus forfulgte de kristne forfulgte han Kristus selv kan vi læse i Ap. Ger.9,4).

Er soklen så ligegyldig?

Nej, så afgjort ikke! Soklen er en integreret del af bygningen, og vi i Danmark ved at hvis ikke soklen er lavet rigtigt, så går det galt. Graver man for eksempel ikke helt ned i frostfri dybde og støber en sokkel, der når der ned, så sker der det, når frosten kommer at så forskubber det hele sig, og selve bygningen kan begynde at slå revner.

Soklen er her et billede på omvendelsen (indgangen til kristenlivet), Er den ikke radikal, så er den ikke bæredygtig for et sandt kristent liv. Og der er 3 vigtige elementer, som alle må være til stede i en omvendelse: for det første synds-erkendelse, for det andet anger over synden og for det dredje en bevidst venden ryggen til det syndige liv. Er disse tre elementer ikke alle til stede, så bliver personens vidnesbyrd en ”sørgelig forestilling”, og det liv der følger omvendelsen kommer til at "slå revner"Jesus taler også på anden vis om det at bygge en bygning. Det gør Han i slutningen af bjergprædikenen, hvor Han lige har beskrevet hvordan en kristens liv skal udfolde sig. Jeg tænker på Matt. 7,24-27:   Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.   Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen.   Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand.   Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.«

Klippen, som soklen skal stå på er selvfølgelig Kristis selv ifølge 1. Kor. 10,4. Hvordan sikrer vi os at det er klippen (og ikke sand) vi bygger på? Jo ifølge Jesus er det ved at handle, efter det Han har sagt i lige inden (i Matt. Kap. 5,6 og 7). Lyder det radikalt? Ja, det gør det, og det ER radikalt, men vi må gøre op med os selv: Mener vi det, når vi med munden bekender at Bibelen er sand, og at den er den eneste autoritet for os og Hans kirke?

1  Jesus er faktisk ret barsk, for Han siger i realiteten:

    OK. I følger nysgerrigt efter mig, og tænker på at blive mine disciple, 

    men hvis i ikke er helhjertede, så må i hellere holde jer væk, for ellers ender i med at gøre både jer selv og mig til grin,

    og det er jeg ikke interesseret i. Han siger ikke: I kan jo lige prøve til om det er noget for jer at være mine disciple, og gør i

    det, så vil jeg automatisk gøre jer til sande disciple uden indsats fra jeres side.

2  Jamen er frelsen ikke en ufortjent gave? Jo den er! Men vi er alle forskellige, og Gud bruger os på forskellig vis, og Han

     tænker helt anderledes end vi gør kan vi bl. a. se af Es. 55,9: for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over

     jeres veje og mine planer over jeres planer.

    Det har jeg filosoferet lidt over, og det jeg er kommet frem til kan du læse ved at klikke her

3  Jesus ved udmærket godt, hvor svage vi er i os selv, derfor udruster han dem, der er villige, og Faderen udvælger og kalder dem, Han

     med sin forudviden kan se vil være villige ser vi i 1. Pet. 1,1b-2: Til de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag, i

     Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien,

     og som efter Gud Faders forudviden ved Åndens helligelse er udvalgt til     

    at vise lydighed og blive bestænket med Jesu Kristi blod (understregningen er min).