FORGÆVES DYRKER DE MIG

I Matt. 15, 1-9 læser vi: Da kom der nogle farisæere og skriftkloge fra Jerusalem til Jesus og spurgte:  »Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker ikke deres hænder, før de spiser.«  Men han svarede dem: »Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld?  For Gud har sagt: ›Ær din far og din mor!‹ og: ›Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.‹ Men I siger: Hvis nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave! så behøver han ikke at ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering.  Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.«

Der er en ting, der slår mig ved det Jesus siger her: Han siger ”forgæves dyrker de mig”, så Han anerkender faktisk at de dyrker Ham, men Han siger så samtidigt at de gør det forgæves!

   Det er jo egentlig lidt uhyggeligt at man kan dyrke Jesus forgæves! På den måde ender det let med at man går igennem livet i en overbevisning om at man er på himmelvejen, for så til slut, når det er for sent at gøre noget ved det at opdage, at det var man ikke. Derfor bør man løbende granske sig selv og spørge: Følger jeg menneskebud, eller følger jeg Jesus (Guds ord). Det er jo derfor Bibelen advarer os i 2. Kor. 13,5: Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve. Og i Matt. 7, 13-14: Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den.  Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!

Man kan altså godt dyrke Bibelens Gud, og så gøre det forgæves.

  Jeg er bange for at verden er fuld af mennesker, der oprigtigt og inderligt dyrker Gud, som gør det forgæves, fordi de følger en lære, der er næsten rigtig – så tæt på at være rigtig, at det ser helt rigtigt ud. Men!! Der er blandet lidt menneskebud ind i læren!

Jeg hørte en lutheransk forkynder sige (fra talerstolen) ”hvis det står i Bibelen, så er det luthersk, og hvis det er luthersk, så er det bibelsk”. Så optaget af en almindelig dødelig er det muligt at blive, at man kan sige sådan, og jeg ved af erfaring, at mange dybt seriøse mennesker vil nikke og give den forkynder ret.

Jesus valgte dog at uddybe og forklare sin udtalelse, så vers 10-20 lyder således:  Og han kaldte skaren til sig og sagde: »Hør og forstå:   Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.«  Da kom hans disciple hen til ham og sagde: »Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?«  Men han svarede dem: »Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode.  Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.«  Peter bad ham: »Forklar denne lignelse for os!«  Han sagde: »Er også I stadig uforstandige?  Fatter I ikke, at alt det, som går ind gennem munden, kommer ned i maven og forsvinder ud igen?  Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent.  Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser.  Det er det, som gør et menneske urent. Men at spise uden at vaske hænder gør ikke et menneske urent.«

Jesus forklarer altså at dem, der giver en undervisning, der enten helt eller delvist er menneskebud (i grundteksten står der at de gør menneskebud til doktriner), de er urene på grund af det, der kommer ud af munden på dem.

   Når Jesus vil ”slå noget fast med syvtommersøm”, så sørger Han for at sige det flere gange, og ofte med forskellige ord.

Omkring det med, hvad der kommer ud af munden, så kommer Han også ind på det i Matt. 12,30-37:   Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.  Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives.  Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden ¹ , får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten.  Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med ² .  Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd.  Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt.  På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«

og så er siger Han i Luk. 6,43-45: Der er intet godt træ, som bærer dårlig frugt, heller ikke noget dårligt træ, som bærer god frugt.  For ethvert træ kendes på sin frugt. Man plukker jo ikke figner af tjørn, høster heller ikke druer af en tornebusk.  Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Førhen forstod jeg disse ord om god og dårlig frugt, som om vi kan skelne mellem gode og dårlige æbletræer (gode og dårlige kristne) ud fra hvor gode æbler de bærer, men det er jo ikke det Jesus siger. Nej Han siger at frugten fortæller os om træet er et æbletræ eller et pæretræ. Det, der kommer ud af et menneskes mund fortæller os  om han er Jesu bror eller ej, for på vore ord skal vi frikendes eller fordømmes, og her vil jeg sige noget, som er min egen mening, som det vil tage en meget lang artikel i sig selv at underbygge skriftmæssig, så det vil jeg ikke gøre lige her: En forkynder vil ikke blive dømt på en enkelt fejl udtalelse, men på hans generelle forkyndelse (hvor leder han sin forsamling hen?).

Mange gange, når en kirkes menighedsråd beder menigheden tager stilling til hvilken ny præst, der skal ansættes, så beder man dem tage stilling på grundlag af at have lyttet til vedkommende nogle få gange (han kommer måske på besøg og prædiker nogle få gange), men det er ikke godt nok. Faktisk skal man lytte til ham igennem flere år for at vide hvilken slags træ han er. Det er heller ikke godt nok at tage stilling på grundlag af at alle omtaler ham åh, så godt, for Jesus advarer i Luk. 6,26: Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter.

Nej, der er kun den hårde kontante vej til ret bedømmelse:

  Er det, der kommer ud af munden på dem når de prædiker rent og fri for menneskelige traditioner/menneskebud, forkynder de Jesus, som Messias - lovens opfyldelse?

Jeg vil så lige påpege 3 skriftsteder:

Rom. 15,4: Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet.

Om Israel skriver Paulus i 1. Kor. 10,11: Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået.

John. 5,45-46: Tro ikke, at jeg vil anklage jer hos Faderen; den, der anklager jer, er Moses, ham I har sat jeres håb til.  Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om.  Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?«

Jesus er lovens opfyldelse, og der står i loven at den, der rører noget urent selv bliver uren, så hvis man holder sig til en underviser eller et fællesskab, der er uren/urent, så bliver man selv uren. Jesus siger det sådan at man er en blind, der lader sig lede af en blind, med det resultat at man falder i grøften sammen med ham.

Vi mennesker er jo ”flokdyr”, og de fleste af os har et stort behov for at tilhøre et fællesskab, men vi er langt inde i frafaldets tid, som 2. Tess. Kapitel 2 og Matt. Kapitel 24 advarer om, så i dag (især i Danmark) er det på det nærmeste umuligt at finde en menighed, der ikke har gjort sig selv uren. Heldigvis har Jesus lovet at Han ALTID vil være hos sine brødre, så man behøver ikke at være ensom, selv om man ikke kan finde en ren menighed. Personligt har jeg det sådan, at jeg hellere vil sætte min lid til Jesus, end til en gruppe mennesker.

Særligt da, hvis denne gruppe er uren på grund af det de forkynder.

Jeremias siger således i Jer. 17,5-8: Dette siger Herren: Forbandet den mand, som stoler på mennesker og søger sin styrke hos dødelige, men hvis hjerte viger fra Herren. Han bliver som en busk i ørkenen, han ser ikke lykken komme, han skal bo i stenørkenen, i saltlandet, hvor ingen kan bo. Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham. Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken; det sender sine rødder mod vandløbet, det frygter ikke, når sommerheden kommer, dets blade er grønne. Det bekymrer sig ikke i tørkeår og holder ikke op med at bære frugt.

Menneskeskabte dogmer holder ikke en meter.

Guds ord står i al evighed!

Jeg kom i en periode i et fællesskab, hvor man besluttede at holde en hel lørdag med undervisning om sakramenterne. Den inviterede bibellærer brugte ganske vist Bibelen, men kun, som pynt på talerstolen! Ud over dette, så baserede han hele dagens undervisning på Luthers lille katekismus. Da jeg hørte hjem fra dette møde besluttede jeg at nu var det slut med at komme i det fællesskab – ikke fordi jeg ikke syntes om de mennesker der kommer der (som mennesker), men på grund af den manglende respekt for Guds ord! Jeg vil hellere være helt mutters alene end give sådan et foretagende min stiltiende anerkendelse ved at deltage i deres samlinger.

Er Gud større end sit ord?

Jeg er gentagne gange stødt på udtalelsen ”Gud er større end sit ord” Det er altid kommet fra folk, som ikke bryder sig om det Gud ord siger i en bestemt sag, som vi er i gang med at drøfte, men som alligevel ønsker at blive betragtet, som værende kristne. Jeg har et par kommentarer til den holdning:

Grundteksten til Salme 138,2 siger at Gud har gjort sit ord større end sit eget navn.

at sige ”Gud er større end sit ord” har sin rod i en indstilling, som også kan finde på at spørge ”kan Gud skabe en sten, der er større end Han selv kan løfte den?”. Det er båret frem af et ønske om at stille fælder for Gud. Til personer med den holdning siger Jesus: ”Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?”

    1 Bibelen er indblæst af Helligånden, og er altså Helligåndens tale, så hvis man modificerer Bibelens tale

       ved at inkorporere menneskebud, som om det er det Bibelen forkynder (for eksempel ved

       at allegorisere det, der står skrevet), så taler man imod Helligånden.

     2 Det Jesus i den her forbindelse omtaler som frugt, det er altså de ord, der kommer ud af munden.