TIDEN LIGE OP TIL SYNDFLODEN


Åb. 21,3:  Jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, Han vil bo hos dem,og de skal være hans folk og Gud vil

selv være hos dem.



Åb. 22,5:  Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem, og de skal være konger i evighedernes evigheder.


EGNE ARTIKLER

fjerde samling

Tiden lige op til syndfloden

Det Nye Testamente fortæller os at det der skete før Jesu tid, skete for at vi, der lever efter Jesu tid, skal lære af det, og bruge det til at forstå konsekvenserne af vores handlemåde. Der er for eksempel Rom. 15,4: Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet.  

Og der er også 1. Kor. 10,11: Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået.

Jesus sagde desuden  i Matt. 24,37-38:Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme.   For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken.

I grundteksten står der ”præcis, som det var i Noas dage”. I 2. Pet. 2 omtales Noa, som retfærdighedens forkynder. Vi må gå ud fra at folk kom til ham i de 120 år han brugte på at bygge arken og spurgte ”hvad har du gang i?”, og han forkyndte så retfærdighed (tro på Gud, og det at leve efter Guds anvisninger). Forskellen på Noa og de andre var at Noa var optaget af at forkynde retfærdighed, og de andre var optagede af at gå til bryllupsfester. Er der noget galt i at gå til bryllupsfester? Nej, det er der ikke, men det er galt, hvis man nedprioriterer forståelse af Guds ord, og det at bruge tid sammen med Gud for at fokusere på bryllupsfester og lignende. Med udtrykket ”at bruge tid sammen med Gud” mener jeg ikke at gå til møder eller i kirke, men at bruge tid på Guds ord i personlige studier og bøn

 I

 

Vi ved også at det er Guds tanke at dem, der er født af Ham skal virke sådan i samfundet at de hindrer forrådnelse og åndeligt mørke,

for salt er et konserveringsmiddel og vi læser i Matt. 5, 13-16:I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.   I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.   Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.   Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.

 Hvis Kristne er mere optagede af bryllupsfester, fodbold, formel 1 og den slags, end af det åndelige, så er det ondt i Guds øjne, ikke fordi disse ting er onde i sig selv, men de er onde hvis de får førsteprioritet, og blokerer for samtale om Guds ord, og stjæler den tid man skulle bruge på Guds ord. Syndfloden er et billede på at Guds vrede rammer en gudsfjendsk verden til slut.  Denne gang bliver det ikke med vand,

 men med ild. Arken er lige som udfrielsen af Lot og hans familie et billede på bortrykkelsen, af den sande kirke, som vil finde sted samtidig med at Guds vrede fortærer Antikrists rige. Dem, der blev lukket ind i arken, var retfærdighedens forkynder (Noa) og hans familie, som åbenbart havde taget imod Noas forkyndelse og kald til at fokusere på og tilbede Gud. De, der kun var optagede af bryllupsfester, kom ikke med, og de havde i hvert fald ikke nogen bevarende virkning på samfundet de levede i, for samfundet var præcis som dem, at det eneste der betød noget var fester og underholdning, og derfor gik det som det er beskrevet her i 1. Mos. 6, 5-7:Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.  Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet   og sagde: »Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle, for jeg fortryder, at jeg skabte dem.«.

 Siden jeg for 20 år siden blev førtidspensionist på grund af apopleksi, oplever jeg at Gud har motiveret mig til at bruge den megen tid jeg nu har fået til rådighed fordi jeg ikke skal gå på arbejde hver dag, og fordi min kone forlod mig da jeg blev syg, og mine børn er fuldt beskæftigede med at opbygge deres egen tilværelse, til med villa og familie, til at få så god en forståelse af Bibelens budskab, som muligt, og hjælpe andre til det samme.

Det at jeg dagen lang 7 dage om ugen er optaget af at forstå tilværelsen i lyset af Guds ord har selvfølgelig resulteret i at det er det jeg er bedst rustet til at tale om. Det der optager folk i almindelighed, følger jeg ikke ret meget med i, og jeg kan derfor ikke deltage i samtaler om de ting på et kvalificeret grundlag, men jeg vil bruge noget C. S. Lewis sagde til at forklare. Han sagde: Jeg tror på kristendom på samme måde, som jeg tror på at solen er stået op, for ved den ser jeg alt andet”.

Jeg ser begivenhederne i verden i lyset af Guds ord, og det gør at jeg ofte har et helt andet perspektiv på tingene end de mennesker jeg møder. Det er forventeligt at sådan vil det være med de sekulære mennesker jeg møder, men det er lidt uhyggeligt (synes jeg) at det samme gælder for mange eller flertallet  af dem, der anser sig selv for at være genfødte kristne. Når jeg konverserer med erklærede kristne, og bruger bibelske argumenter for mine synspunkter oplever jeg i stort set de fleste tilfælde at den jeg taler med, får et tomt udtryk i øjnene for derefter enten at dreje samtalen over på noget andet, eller at gå sin vej. Det oplever jeg som en opfyldelse af hvad Jesus sagde om at folk kun vil være optaget af det jordiske i tiden op til Jesu genkomst.