GOSPEL LIGHT

Som jeg ser det, så forkyndes der de fleste steder et evangelium, som jeg vil kalde ”gospel light”.

Det gælder selvfølgelig i de kredse, der er smittet af virkevækstbevægelsen, men når jeg tænker tilbage, så var det også tilfældet i ”gode gamle” IM og LM helt tilbage i 1960’erne og 1970’erne. Budskabet var/er at du skal blot tro på Jesus, og så skal du for øvrigt ikke gøre andet end det, for du har intet at bidrage med til din egen frelse.  Det sidste er jo sandt, for i Es. 64,6 står der:   Vi blev alle som den urene, og al vor retfærdighed blev som snavset tøj. (Grundteksten siger egentlig ”alle vore retfærdige gerninger blev som snavset tøj”)

Nu er det jo en kendsgerning at det der gør en forkyndelse falsk ikke nødvendigvis er at der siges noget forkert, meget ofte er det det, der IKKE bliver sagt, der gør forkyndelsen falsk. For selv om frelsen er en ufortjent gave til den, der vil tage imod den, så er den ikke betingelsesløs. Se for eksempel budskabet i  Luk. 9,59-62: Og Jesus sagde til en anden: »Følg mig!« Men han svarede: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.«   Men Jesus sagde til ham: »Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige.«  Og en anden sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.«   Jesus sagde til ham i Luk. 9, 62: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.«

Med andre ord: er man ikke indstillet på at vinke sit gamle liv farvel, så er man ikke egnet til at være et guds barn.

Luk. 14,25-28:   Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.   Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.  Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? 

at ”bære sit kors” er et metafor for at vende ryggen til det vor kødlige natur kræver, og det hebræiske ord for frelsende tro beskriver en tro, der fører til handling.

Den, der vælger at tage imod Guds kald til omvendelse opfordres til at gøre op med sig selv om han er villig til/i stand til  at betale prisen for at være en kristen, og så handle derpå, vi er vænnet til at tænke på prisen for at være en kristen, som det at risikere at være lidt til grin over for vore verdslige arbejdskammerater for vor ”naivitet" og ”godtroenhed”, men Jesus siger at prisen er at vi skal sætte Ham over vor familie  og vort eget liv¹, sådan at vi hader det/dem, hvis det/de forsøger at indtage den position i vort liv, som Han skulle have haft.

  Det gør Han samtidig med at Han befaler os (i de ti bud) at ære vor far og mor. For at begge krav kan gælde samtidigt må det forstås således at vi må hade det hos os selv og vor familie, som vil indtage den plads Jesus kræver (førstepladsen). Den, der beslutter sig for at blive en kristen bør altså tænke længere end lige til selve ”indledningen”, om han er villig til derefter at leve det liv Gud forventer af sine børn, eller vil han bare købe sig en letkøbt ”livs-forsikring”? Jesus er dog ikke sælger af ”billige livsforsikringer”, nej, Han forventer at vi skal være lys og salt i samfundet: Matt. 5,13-16:  I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.   I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.   Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.   Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene. 

På Jesu tid var salt det konserveringsmiddel man kendte, og Guds tanke med den kristne menighed er at den ved sit eksempel skal være med til at holde samfundet sundt og ufordærvet.

   Mange forkyndere smyger sig uden om at tale om dette ”prekære” emne ved at sige Jesus siger” i er jordens salt”, så slap bare af, i er gode nok, som i er. Og de undlader så at kommentere disse ord:  ”Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker”.  Jesus siger altså ikke at vi helt automatisk er OK. Omvendelsen skal inkludere en overgivelse af vor vilje til Jesus. Det formuleres således i Rom. 12, 1-2 i indledningen til romerbrevets afsnit om det kristne liv:   Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste.  Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

Vi skal bringe vort legeme, som et Gud velbehageligt offer – ikke bare vort intellekt, men alt:

vore ønsker, vore penge vor arbejdskraft, ALT! Synes du at det lyder af ”lidt for meget”, tænk så på belønningen:

at være Jesu medarving til Guds rige².

Microsofts og Apples samlede formuer og alle de fornøjelser man kan købe fordem er intet i forhold til dette. Hvor meget ville du have opgivet for at få foræret disse jordiske formuer?  Sikkert en hel del!

1  i Iran er ca. 98 % af de kristne præster blevet henrettet for deres vidnesbyrds skyld.

2  Specielt i vor tid, hvor praktisk taget hver eneste nyhedsudsendelse bekræfter at vi accelererer

    frem imod trængselstiden er det trøsterigt at tænke på denne belønning.